Honduras styrtede præsident Manuel Zelaya forlader den brasilianske ambassade i Tigucigalpa og rejser til Den Dominikanske Republik.
Den afsatte honduranske præsident Manuel Zelaya har lørdag indvilliget i at forlade Honduras. Zelaya har de sidste fire måneder opholdt sig i den brasilianske ambassade i Honduras hovedstad Tegucigalpa.
Zelayas efterfølger på præsidentposten, Porfirio Lobo, og den dominikanske præsident Leonel Fernández har indgået en aftale om, at Zelaya på onsdag får frit lejde til at forlade Honduras og rejse til Den Dominikanske Republik.
Den dominikanske præsident har tilbudt Manuel Zelaya, hans familie og nære medarbejdere en privilegeret status i Den Dominikanske Republik.
Zelaya siger i en samtale med radiostationen Globo, at han takker sit hjemland for aftalen, der gør det muligt for han at forlade Honduras som en normal borger. En tilbagevenden kan først komme på tale efter en national forsoning, tilføjede han.
Zelaya blev 28. juni 2009 styrtet af militæret og sat på et fly til Costa Rica. Det udløste en statskrise. Det internationale samfund godkendte ikke den ny honduranske regering, og Zelaya forsøgte at puste til ilden ved at forlange en folkeafstemning om en forfatningsændring.
I september vendte Zelaya tilbage til Honduras, hvor han indlogerede sig på den brasilianske ambassade, og herfra forsøgte at få magten tilbage. Det mislykkedes.
Honduras midlertidige regering udstedte en arrestordre på Zelaya. Sigtelserne omfattede magtmisbrug og højforræderi. I oktober 2009 blev Lobo valgt som ny honduransk præsident.
/ritzau/dpa