Den kroniske skyldfølelse

Af Flemming Arnholm



Allerede inden jeg ankom, havde jeg besluttet mig til ikke at drikke mere alkohol, end at jeg ville være i stand til at køre hjem på fuldt betryggende vis. Derfor blev den foreslåede drink, inden vi gik til bords, konverteret til et glas kølig hvidvin.



Middagen bestod af fire lækkerier: Laks til forret, tunge til hovedret, ost og rabarberkage. Mums!

Til laksen fik jeg endnu et glas af den herlige hvidvin, og værtinden sørgede hele tiden for, at der var frisk postevand på bordet. Vi fortsatte forsigtigt med hvidvinen til tungen, og da den franske brie kom på bordet, blev den fulgt af et glas liflig bourgogne. Til de helt friske rabarber blev jeg tilbudt et glas portvin, men afslog. Jeg var hos gode og opmærksomme værtsfolk, som bød på cognac til kaffen, men jeg takkede pænt nej.



Og nu lidt tørre facts: Det tager cirka fem kvarter for en voksen mand at forbrænde en genstand. Er man en lille, spinkel kvinde, går det lidt langsommere, er man en stor, kraftig mand går det lidt hurtigere. Og der findes ingen smarte genveje. Hverken dyb søvn eller stor, fysisk aktivitet kan ændre forbrændingstiden. Den ligger fast! En genstand er to centiliter spiritus, et glas vin eller en almindelig øl.

Forbrændingen går i gang umiddelbart efter at indtagelsen af alkohol er begyndt. Det betyder, at indtager man sin første genstand klokken syv, er den forbrændt klokken 8:15. Nyder man tre genstande mellem klokken syv og otte, er de to genstande forbrændt klokken 9:30. Og det er tilladt at køre bil med en enkelt genstand i kroppen.



Tilbage til det virkelige liv. Jeg havde en hyggelig aften med god snak, lystige historier og megen hygge. Ved ti-tiden var det slut. Ikke at jeg havde siddet og talt og regnet genstande hele aftenen, men da jeg satte mig ud i bilen, var jeg fuldkommen overbevist om, at jeg ikke ville kunne blive knaldet for spirituskørsel.



Værtsfolkene bor langt ude på landet, helt derude, hvor det er bælgravende mørkt om aftenen, og hvor gadelygten ikke er opfundet. Jeg kørte stille og roligt ind ad den asfalterede markvej mod landevejen. Der satte jeg tempoet lidt op, men kom ikke over de 60 kilometer i timen, da vejen svingede meget. Efter at have kørt et par kilometer, så jeg i bakspejlet lys fra en bil gennem den duggede bagrude. Lygterne kom nærmere. Jeg koncentrerede mig om at holde mig godt inde i højre side, da jeg forventede snart at blive overhalet.

Men det blev jeg ikke. I stedet begyndte den bagvedkørende at blinke med lygterne. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke lyssignalerne, og fortsatte min kørsel. Nu begyndte den fremmede bil også at blinke med det gule afviserblink. Var det politiet, og skulle jeg standse?



Jeg havde ikke drukket for meget. Der var jeg sikker på. Eller var jeg? Hvor store var værternes vinglas egentlig. Rummede de snarere halvanden genstand pr. stk. end bare én? Havde jeg regnet forkert? Hvis jeg havde for meget spiritus i kroppen, hvordan ville jeg så??



Jeg valgte at køre ind til siden og standse. Der var helt mørkt på landevejen. Betjenten steg ud af sin bil, som han havde parkeret tæt bag min. Jeg rullede sideruden ned og begyndte panisk at se mig om efter mit kørekort. Hvor var det? Jeg forventede at få en lygte i øjnene, men i stedet blev bildøren revet op.

- Hej Flemming, du havde glemt din jakke. Værs?go. Kom godt hjem.