Det er godt og vel 11 måneder siden, at jeg med bævende stemme og rystende hænder afleverede min opsigelse til min daværende chef. Plan B – som i bagklogskabens skarpe lys nok burde have været Plan A – blev aktiveret. Mission Selvstændig blev sat i værk.
Den første tid gik med at indrette sig i en ny hverdag uden 9-16, og hvor 24-7 er et ufravigeligt mantra. De første kunder, de første aftaler, så en eksplosion i opgaver. Kald min opstartssucces for svineheld. Kald den sans for timing. Kald den skrivetalent. Kald den, hvad du vil. Selv er jeg ikke i tvivl om, at den skyldes kombinationen af rette tid, rette sted, en medfødt gave i form af et skarpt sprog og vigtigst at brænde for dét, man laver.
Den sidste uges tid har flere af mine venner og bekendte, der har almindelige lønmodtagerjobs, stillet mig spørgsmålet, der virker skrækindgydende for enhver selvstændig: ”Har du nok at lave?”
Første gang svarede jeg ”Ork, ja!”, mens jeg tænkte på de mindst 60 timer, som min fagforening nok ville opgøre min arbejdsuge til med skrivearbejde, kaffemøder, netværk, konferencer og idéer til nye samarbejder. Anden gang blev jeg lidt irriteret, for hvordan definerer man som selvstændig, om man har ”nok” at lave?
Er ”nok”, når man rammer en 37 timers arbejdsuge og kan holde ferie i seks uger om året uden at besvare mails og tage telefonen?
Er ”nok”, når man kan betale sine udgifter?
Er ”nok”, når man udover de faste udgifter kan spare op til pensionen?
Eller er det først ”nok”, når Porschen holder i garagen?
”Nok” er et fremmedord for iværksætteren. Det er udtryk for en lønmodtagerlogik, der ikke kan oversættes med iværksætterens ordbog.
Som selvstændig har jeg ingen øvre eller nedre arbejdstid. Det er kun mig selv, der skal holde øje med arbejdet i forhold til de andre ting, jeg gerne vil nå i mit liv. Jeg er selv ansvarlig for at videreuddanne mig, finde foredrag, kurser og inspiration til mit arbejde. Jeg bestemmer selv, om jeg vil arbejde i weekenden, og om jeg har behov for det.
Fra min tid som lønmodtager husker jeg, at der både var travle og stille perioder. Der var lange dage og korte dage. Det er der også som selvstændig. Men som selvstændig oplever jeg, at det er nemmere at regulere sin arbejdstid og sine opgaver end på en arbejdsplads i en stor organisation med et overdimensioneret chefvælde. Jeg kan prioritere min tid uden at skulle tage højde for interne magtkampe. Når jeg har tid i overskud, arbejder jeg på sideløbende projekter, researcher eller skriver en blog som i dag på denne søndag.
Måske skyldes ”nok”-spørgsmålet, at spørgeren ikke selv har nok at lave?
Måske skyldes det misundelse på frihedsgraden i den selvstændiges liv?
Måske skyldes det frygten ved forestillingen om det usikre liv som selvstændig?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, hvordan jeg selv definerer ”nok”. For mig er det først ”nok”, når jeg mærker en gnist indeni. Når jeg har en opgave, som jeg ikke kan lade være med at fordybe mig i, selvom klokken er langt over A-menneskets sengetid. Når jeg får lov at være kreativ, kunstnerisk og organiserende på samme tid. Når jeg har samarbejdspartnere, hvor der er god kemi, så sagerne næsten bobler af sig selv.
Derfor er ”nok” nok ikke et passende ord. Som selvstændig vil jeg hellere spørges, om jeg laver det ”rigtige”.
Det ”rigtige” er forskelligt fra person til person og på forskellige tidspunkter i livet. Det ”rigtige” afspejler ens værdier i livet. Mange selvstændige laver det, der er det helt rigtige for dem, eller også bruger de selvstændigheden til at finde ud af, hvad det rigtige er.
Så kære læser, kære selvstændige, kære lønmodtager. Laver du det, der er rigtigt for dig?