En brand i et rækkehus på Kærgangen i Ishøj ved København kostede fredag en 68-årig mand livet.
- Det er naboerne, som opdager branden og slår alarm, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Kim Madsen.
Da brandfolkene trænger ind i huset, finder de manden siddende død på en briks i et værelse.
- Han boede i rækkehuset med sin hustru, men hun er bortrejst, siger vagtchefen.
Det lykkedes hurtigt brandvæsnet af få slukket branden, som begrænsede sig til det værelse, hvor manden blev fundet.
- Vi kender endnu ikke brandårsagen, men mener, at der kan være tale om en fejl i de elektriske installationer eller tobaksrygning, siger Kim Madsen.
/ritzau/