Ung mand anholdt på Nordfalster efter anmeldelse om billeder på Facebook.
En 20-årig mand er blevet anholdt og sidenhen varetægtsfængslet frem til 19. maj på baggrund af billeder på Facebook.
Ifølge politiets døgnrapport blev den 20-årige anholdt torsdag eftermiddag et sted på Nordfalster efter en anmeldelse om, at en person poserede med både et oversavet jagtgevær og en revolver på billeder på Facebook.
Politiet har endnu ikke fundet våbnene, men billederne var altså nok til, at en dommer fredag besluttede at varetægtsfængsle den 20-årige. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om skydevåben, fremgår det af døgnrapporten.