Både politi og ambulance blev tilkaldt, da en bil med en 25-årig kvinde fra Nakskov bag rattet natten til onsdag kørte galt på Rødbyvej i Nakskov.
Uheldet skete kort før klokken 01.30, da kvinden mistede herredømmet over bilen. Bilen ramte en kantsten, hvorefter den fortsatte ind over fortovet og ramte et grantræ og et hegn i en have.
En alkometertest viste, at den 25-årige havde en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Både kvinden og den passager, hun havde med i bilen, slap tilsyneladende fra uheldet uden fysiske skader. Men for en sikkerheds skyld blev de kørt til tjek på sygehuset, oplyser politiet.