Dykkere er i færd med at bjærge liget af en formodentligt druknet person ud for Juelsminde. Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Det var en sejlende, der mandag formiddag opdagede liget.
Ifølge TV2 Syd ligger liget på to meters dybde 250 meter fra land ved Juelsminde.
Det er blot 14 dage siden, at Søværnets Operative Kommando indstillede eftersøgningen af to unge på 18 år, der var sejlet ud i en gummibåd i netop området ud for Juelsminde.
Politiet vil endnu ikke spekulere i, om der er en sammenhæng mellem de to forsvundne mænd og dagens fund.
/ritzau/