Vurderingsstyrelsen indhenter forstærkninger for at nå i mål med udsendelsen af nye ejendomsvurderinger til landets boligejere.
Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen afsætter således 200 sagsbehandlere til at hjælpe med arbejdet med vurderingerne.
Det skriver Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Målet er, at boligejerne skal have modtaget de allerede forsinkede 2020-vurderinger inden årets udgang, og at de endelige 2022-vurderinger skal ligge klar næste år.
- Opgaven med at få udsendt de nye ejendomsvurderinger er utrolig vigtig, og med meget værdsat hjælp af kolleger fra vores søsterstyrelser kan vi nu accelerere udsendelsen af vurderingerne, siger direktør i Vurderingsstyrelsen Poul Taankvist i meddelelsen.
- Det er vigtigt, at alle boligejere får deres endelige vurderinger så hurtigt som overhovedet muligt.
Sidste år begyndte Vurderingsstyrelsen at udsende vurderingerne, der tager udgangspunkt i værdien per 1. januar 2020.
2020-vurderingen danner grundlag for beskatningen i årene 2021 til og med 2023.
Derudover har den betydning for eventuel tilbagebetaling af boligskat for årene 2011 til og med 2020, hvis man har betalt for meget.
For en uge siden udsendte Vurderingsstyrelsen en anden pressemeddelelse, hvori den beskrev, at den indtil videre havde udsendt tilbud for cirka 3,5 milliarder kroner.
I den forbindelse blev det gjort klart, at hvis man vil nå i mål med at udsende 2020-vurderingerne i år, skal man følge en stram tidsplan, der blev tryktestet for nylig.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) kommer til at følge arbejdet meget tæt, har han tidligere udtalt.
- Og viser det sig, at der er brug for yderligere tiltag, så er jeg klar til at se på det, lød det tidligere i marts.
Først skal de 200 nye kolleger oplæres i arbejdet, inden de første 100 tiltræder 1. maj. Den anden halvdel starter efter planen til august.
/ritzau/