- Man skal stoppe, mens det går godt. Det er 25 år siden, at jeg var med til at etablere forretningen i Nykøbing. Det er en god anledning til for mig at sige stop.
Sådan siger Isenkræmmer Søren Jakobsen, som har solgt Nykøbing F. Isenkram pr. 31. december, men det bliver næsten i familien. Det er nemlig butikkens førstedame, Charlotte Knudsen, der har været med i 24 år, der sammen med en lokal investor har købt Nykøbing F. Isenkram. Søren Jakobsen beholder en aktiepost i selskabet.
- Siden jeg startede i NFH for to år siden, har jeg ikke ekspederet i forretningen. For et stykke tid siden skulle jeg lige hjælpe til, og en kunde spurgte, om de lys passede til stagen. Inden jeg fik sagt noget sagde hun: Jeg må hellere spørge pigerne! Så er det på tide at stoppe.
Søren Jakobesen har haft flere mulige købere.
- Men jeg var bange for, at de ville lave for meget om på forretningen, og for mig har det vigtigste været, at mit trofaste personale fortsat kunne drive forretningen som hidtil. Så vi har arbejdet en tid på den løsning, at Charlotte tager over, siger Søren Jakobsen.