Novo Nordisk har stor succes med slankemidlet Wegovy, og det har tilsyneladende givet mere appetit på medicin, der forebygger overvægt.
I hvert fald har medicinalgiganten købt danske Embark Biotech, der netop forsker i behandling af overvægt og relaterede hjerte-kar-sygdomme.
Novo køber rettighederne til Embarks hovedprogram ved navn EMB1 til en pris af 15 millioner euro her og nu, svarende til 112 millioner kroner.
Men prisen kan blive mange gange højere, hvis en række milepæle nås i forhold til blandt andet godkendelser og salgsresultater.
I yderste tilfælde kan Novo ende med at måtte betale op mod 456 millioner euro ekstra, hvis alt klapper i sidste ende.
Embark Biotech blev stiftet i 2017 og udspringer af det Novo-sponsorerede Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.
Novo har siden da samarbejdet med selskabet, ligesom Danmarks Innovationsfond også har støttet op om projektet.
/ritzau/