Det er både skræmmende og på samme tid fascinerende at bevæge sig rundt på invasionskysten i Normandiet.
I Normandiet glemmer man aldrig D-Dagen, og området bærer voldsomt præg på hele landskabet langs kysten. I stort set alle vejkryds er der vej skilte, der viser vej til et museum, et monument eller en af de strande som de allierede navngav med kodenavnene Utah, Omaha, Gold, Juno og Sword. Netop på standen Omaha ved byen Colleville sur Mer ligger den amerikanske kirkegård, hvor 9.387 amerikanere ligger begravet.
Her mærker man for alvor historiens vingesus: Hvide marmorkors så langt øjet rækker sammen med store pompøse og ærefulde monumenter til ære for de amerikanske soldater der ydede det største offer, der kan ydes - nemlig livet. I ansigterne på de turister der besøger stedet aflæses tydeligt fascinationen over den ære der vises de faldne.
Fra kirkegården kan man gå nogle hundrede meter ned på Omaha-stranden, hvor de første amerikanske tropper blev landsat 6. juni 1944 klokken 06.30. Soldaterne i første bølge blev beskudt fra stillinger længere oppe ad skrænten uden mulighed for at gå tilbage i vandet og uden mulighed for at søge dække for den tyske kugleregn og mortérgranater. Der var kun én vej - og det var frem for soldaterne. Når man i dag 65 år efter står på præcis det sted, så skal der store anstrengelser til for igen at slippe det gys, der har fået tag i kroppen.
Samme gys mærkes igen, når man befinder sig på det tyske befæstningsanlæg på Pointe de Hoc, én af de allieredes vigtigste mål på D-dagen. Her forcerede amerikanske Rangers 30-40 meter høje og lodrette skrænter ved hjælp af stiger og reb, for at komme op på toppen og nedkæmpe de tyske stillinger. At de kunne det er ud over enhver fatteevne.
Forinden Ranger-angrebet havde de allierede krigsskibe og fly sønderbombe stillingerne på Pointe du Hoc, og den dag i dag ses de kæmpemæssige bombekratere i hele området, som det så ud i 1944. Det er fuldstændig umuligt at forestille sig, hvad der er gået igennem hovedet på de tyskere, der har befundet sig i det befæstede anlæg under det voldsomme bombardement. Men at de måske havde stor lyst til at opgive og overgive sig, kan man ikke fortænke dem i.
Her 65 år efter D-dagen rammes man voldsomt af fascinationen over de kræfter der blev sluppet løs, angrebets størrelse og udførelse. Samtidig gibber det skræmmende i kroppen, når man igen og igen bliver mindet om de uhyggeligt store ofre de faldne soldater på begge sider måtte betale.
