Industriens Pension melder om et godt afkast i 2012. Det er gode nyheder for ca. 400.000 medlemmer i omkring 8000 industrivirksomheder.
Overskuddet i Industriens Pension går til medlemmerne.
Investeringerne gav i løbet af året et afkast på 12,9 procent. Især aktier og kreditobligationer bidrog med gode stigninger.
- Vi er meget tilfredse med investeringsafkastet, men vi må også være ærlige og sige, at det var svært at gøre det dårligt i 2012, siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.
Aktiekurserne steg, og både guldrandede obligationer og kreditobligationer gav pæne plusser, forklarer hun.
Bedst gik det de danske aktier, der sikrede en forrentning på 26 procent. Også udenlandske aktier var en god investering med et plus på 17,7 procent.
Det samlede afkast på 12,9 procent er en anelse bedre end selskabets "benchmark", den målestok, som man måler sig op imod. Her landede forrentningen på 11,2 procent.
Industriens Pension kunne i 2012 fejre sit 20-års jubilæum og har siden starten opnået et afkast på 8,9 procent i gennemsnit om året.
Pensionsselskabet har en samlet balance på ca. 110 milliarder kroner.
Selskabet administrerer overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner for medlemmerne. I 2012 blev der indbetalt omkring otte milliarder kroner til pensionsselskabet.
/ritzau/