Motorvejen fra Højmølle Kro til afkørslen Stubbekøbing/Nørre Alslev er en slidt betonvej, men det er regeringens plan, at den skal renoveres.
I et afsnit om særlige vedligeholdelsesarbejder i 2009 i regeringens forslag til Trafikplan, optræder motorvejen på Falster med sætningen:
Renovering af betonbelægningen på motorvejen på Falster.
Ifølge ingeniør Peter Andersen fra Vejdirektoratet gælder det strækningen fra Højmølle Kro til afkørslen Stubbekøbing/Nørre Alslev, i alt syv kilometer af motorvejen, som oprindelig er udlagt i beton i begge retninger, og som med tiden er blevet temmelig slidt og hullet.
Renoveringen vil omfatte en total udskiftning af betonen, og Peter Andersen anslår udgifterne til omkring 40 millioner kroner i hver retning, altså 80 millioner kroner i alt for de syv kilometer.