Der er godt gang i sejlene hos Nykøbing Falster Revyen. Efter udnævnelsen for nylig som "Årets "Revy" - for anden gang i træk - er billetsalget til næste års revy i fuld gang. Og med en overvældende tilstrømning fra første dag.
Torsdag formiddag åbnede revyen for billetsalget, og allerede fra starten af gik det stærkt - rigtig stærkt, fortæller revydirektør Mickey Pless.
- Vi har simpelthen slået alle rekorder, som jeg er bekendt med i revyens historie. Aldrig har der været så meget run på, og hver gang vi kiggede på billettælleren i vores billetsystem, så var tallet steget voldsomt. Onlinesalget drønede afsted og telefonerne kimede med kunder, som ønskede billetter til næste års sommerrevy. Vi niver os lidt i armen, for det er jo fuldstændig fantastisk med den opbakning fra alle vores skønne gæster - det er helt vildt, siger revydirektøren, som oplever stor interesse fra nye store grupper, som ikke har besøgt revyen tidligere.
Mickey PlessVi har simpelthen slået alle rekorder, som jeg er bekendt med i revyens historie.
Hele 5.500 billetter til næste års sommerrevy blev solgt og reserveret alene torsdag.
- Det gør, at både Lone og jeg gik smilende i seng - glad, taknemmelig og faktisk også rørt, siger en meget glad Mickey Pless.
Sommerrevyen har premiere 8. juni 2023. Men inden da venter en vinterrevy, som har premiere 19. januar.