Heller ikke ved det seneste valg til Folketinget lykkedes det for Kristendemokraterne at komme over spærregrænsen. Debatmøde på Hovedbiblioteket i Nykøbing om partiets fremtid.
Har Kristendemokraterne en fremtid? Det spørgsmål håber partiet at få besvaret ved et debatmøde.
Torsdag 10. januar klokken 19 kommer Kristendemokraternes landsformand Bodil Kornbek og partiets organisatoriske næstformand Tove Buch til Nykøbing F. for at høre, hvad menigmand mener om den netop overståede valgkamp.
Det er Kristendemokraterne i Guldborgsund, som inviterer alle interesserede til at debattere. Mødet foregår i Rosenvænget 17, 1. sal i bibliotekets foredragssal. På mødet deltager også den lokale folketingskandidat for Kristendemokraterne Jacob Thyssen og formanden for Kristendemokraterne i Vordingborg, Mogens Bak-Hansen.