DSB tilbyder nu pendlere fire togbilletter på første klasse.
Fire togbilletter på første klasse. Det er den kompensation DSB nu tilbyder de pendlere, der hver dag må affinde sig med at blive transporteret i DSBs gamle blå tog. Også i 2009, skriver DAGBLADET Roskilde.
Man kan få fingre i billetterne ved at tilmelde sig DSB Pendler Rejsetidsgarantien på dsb.dk/rejsetidsgaranti eller indsende en tilmeldingsblanket fra brochuren om garantien. Brochuren kan man hente på en DSB station.
De kunder, der får adgang til de fire billetter til DSB 1', er pendlerne på Nordvest- og Sydbanen og på strækningen Hedehusene - Ringsted. På Nordvest- og Sydbanen viderefører DSB en ordning på samme vilkår, der allerede blev etableret i 2008.
Strækningen fra Hedehusene til Ringsted vil i vidt omfang også blive betjent med blåt materiel i 2009, derfor vil pendlerne på den strækning også modtage billetterne til DSB 1', oplyser DSB.