Der kan fortsat falde kraftige lokale snebyger. Det fik de blandt andet at mærke i Gedesby i formiddags. Se galleri med billeder fra i dag og i aftes
Nogle steder på Lolland-Falster ligger der stadig adskillige centimeter sne, andre steder næsten intet. Men fælles for hele området er - samt Syd- og Vestsjælland - at meteorologerne fortsat varsler snebyger, som til tider kan være ret kraftige.
En af disse byger faldt over Gedesby-området på Sydfalster. Det fortæller en af Folketidendes læsere i byen, Palle Henningsen.
- Det har været voldsomt snevejr hele formiddagen med nogle korte pauser. Lige i øjeblikket er himlen godt nok blå, men der trækker skarpt op ude mod vest, hvor vinden kommer fra. Og det er en skarp, kuling-agtig vind.
- I morges, da jeg var ude at gå tur med min hund, var det tørvejr, da jeg begyndte, men da vi nåede et lille stykke væk, så væltede det ned igen, og min hund var helt hvid, da vi kom hjem, fortæller Palle Henningsen.
Han fortæller også, at det er glat flere steder, fordi temperaturen bevæger sig lige omkring frysepunktet.
Ifølge DMI vil vinden aftage i løbet af dagen. I aften og i nat kan vi vente næsten stille og klart vejr, lokalt med rimtåge og mellem to og syv graders frost. I dagtimerne får vi mellem to og fire graders varme.
Vejdirektoratet melder om pletvis sneglatte veje på Lolland-Falster. Snerydningen begyndte klokken 09.05 i morges.