Brugere af det hackede Playstation-netværk skal gennemgå sine spilkøb og skifte kodeord, opfordrer Sony.
Brugerne af Sony Playstation-netværket, der er blevet hacket inden for de seneste uger, bør skifte deres kodeord, siger Nordisk Film Interaktiv, der er distributør af den populære spillekonsol på det nordiske marked.
- Sony opfordrer brugerne til at ændre password og at tjekke, om posteringerne på deres Playstation-konto er korrekte, så snart netværket genåbnes, siger Annette Jacobsen, salgsdirektør i Nordisk Film Interaktiv.
Sony har advaret om, at brugerne af Playstation-netværket kan have fået stjålet personlige oplysninger om blandt andet kreditkort, adgangskoder, alder og erhverv af hackere. På verdensplan er 77 millioner brugere i risikogruppen.
- Vi ved ikke præcis, hvor sikkerhedsbristen er, men Sony arbejder sammen med et af branchens bedste sikkerhedsselskaber for at løse problemet, siger Annette Jacobsen.
Nordisk Film Interaktiv vil af konkurrencemæssige hensyn ikke sætte antal på, hvor mange danske Playstation-brugere der kan være hacket. Tallet ligger dog formentlig på flere hundredtusinder.
- Vi vil gerne understrege, at der indtil videre ikke er tegn på misbrug af brugernes oplysninger, siger salgsdirektøren fra Nordisk Film Interaktiv.
Sony har indtil videre valgt at lukke Playstation-netværket, hvor brugerne kan købe spil og kommunikere med andre spillere.
- Så snart Sony skønner, at sikkerheden er i orden, så bliver netværket genåbnet. Vi ved ikke, hvornår det sker, siger Annette Jacobsen.
/ritzau/