Efter den nylige annoncering af Iron Maiden kan Copenhell fortælle, at også Kiss spiller på festivalen i 2022.
Den københavnske musikfestival Copenhell kan onsdag annoncere et nyt navn til næste års festival.
Det amerikanske band Kiss kommer således til at være en del af programmet på festivalen i 2022. Det oplyser Copenhell på sin Facebook-side.
Oprindeligt skulle Kiss have spillet på Copenhell i 2020. Men på grund af corona blev det ikke noget.
Når Kiss til næste år alligevel kommer til festivalen på Refshaleøen på Amager i København, så bliver det nok en af de sidste chancer for at opleve bandet, der blev dannet i 1973 og var særligt store i 70'erne og 80'erne.
Bandet består af Paul Stanley, Gene Simmons, Ace Frehley og Peter Criss. De bliver henholdsvis også kaldt The Starchild, The Demon, The Spaceman og The Catman.
- Vi glæder os til at opleve det store rock'n'roll-fænomens allersidste show nogensinde på dansk grund, når The Starchild, The Demon, The Spaceman og The Catman indtager scenen og skaber en uforglemmelig fest for festivalens publikum, skriver Copenhell i Facebook-opslaget.
Blandt nogle af de største hits fra Kiss kan nævnes "Rock And Roll All Nite", "I Was Made For Lovin' You", "Love Gun" og "Heaven's On Fire".
Annonceringen af Kiss kommer, ikke mange uger efter at Copenhell kunne fortælle, at også Iron Maiden lægger vejen forbi næste års festival.
Iron Maiden skulle ligeledes have spillet på festivalen i 2020. Men også her gjorde corona, at det ikke blev til noget.
I år skulle Copenhell have fundet sted fra 16-19. juni. Festivalen er dog blevet aflyst på grund af de gældende coronarestriktioner.