To spritbilister og en del uro efter julefrokoster, men også seks indbrudssager på Lolland-Falster fredag aften.
Fredag aften var en af årets store hvad angår julefrokoster, og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har da også natten til lørdag haft en del udrykninger i forbindelse med uro og ballade, når folk gik fra julefrokost i byen. Det har dog ikke udviklet sig til større ting, oplyser vagtchef Ole Hald.
Der er desuden i nattens løb anholdt et par spirituspåvirkede bilister, hvilket ikke er et unormalt højt antal for en fredag.
Til gengæld har politiet også haft travlt med at køre til indbrud i private hjem, idet der har været seks anmeldelser herom - de fem på Falster. Flere steder kom folk hjem og fandt huset fuldstændig gennemrodet.