Annonce
Landbrug

Vineventyret på Røsnæs

Dyrehøj Vingaards butik bugner med varer, som også tæller andet end drikkeligt. Foto: Jens Henrik Nybo

Dyrehøj Vingaard er i dag langt den største vinproducent i Danmark. Deres vine har allerede på 11 år høstet adskillige priser. Men det er ikke nok med eventyrlyst; der skal professionalisme og drivkraft til for at nå dertil - og gerne endnu videre.

Skulle man tro, at vinproduktion er en lille niche i Danmark, som de fleste beskæftiger sig med, fordi det er anderledes og spændende, forbliver man ikke i den overbevisning ret længe, under et besøg i Dyrehøj Vingaard på Røsnæs.

Vingården er ubestridt den største i Danmark, ja faktisk mere end dobbelt så stor som den næststørste herhjemme.

- Det er ikke titlen som den største, der egentlig betyder noget; det er mere at have så mange druer at arbejde med som muligt, så vi opnår en fornuftig rentabilitet i produktionen. Det er nu engang nemmere at lave en perfekt gæring på 1.000 liter fremfor blot 100, for startomkostningerne er jo de samme. Ligegyldig om du producerer 10 eller 50 tons, så koster det det samme at tænde lyset i lokalerne om morgenen, fortæller Betina Newberry, der står for den daglige drift af Dyrehøj Vingård.

Det er imidlertid hendes bror, Tom Kristensen, som er ejeren.

Dyrehøj Vingaards RÖS-vine på rad og række. Adskillige udmærkelser er det blevet til. Foto: Jens Henrik Nybo

Flest solskinstimer og lavest nedbør

Her på Røsnæs-halvøen nordvest for Kalundborg er der fra vingårdens marker udsigt til den ene side til Storebælt og til den anden, Sejerøbugten.

Her er klimaet og jordbunden ideel til vindyrkning, idet området hører til det tørreste og mest solrige i Danmark, og der falder i snit kun 523 millimeter nedbør om året, hvilket er over 100 millimeter mindre end landsgennemsnittet.

Røsnæshalvøen er rig på kalk og øverst ret sandet; begge gode betingelser for druernes vækst, sundhed og smag.

- Tom købte gården i 2007, og plantede året efter de første stokke, efter en af naboerne forinden havde fortalt ham, at han havde Danmarks bedste placering til vindyrkning, fortæller Betina Newberry og fortsætter:

- Tom har altid været landmand og har været vant til årets gang i marken, og derfor lod han sig overbevise.

Tom Kristensen ejer Dyrehøj Vingaard. Han har altid arbejdet med landbruget, og drev indtil 2007 et svineavlscenter på egnen. Foto: Jens Henrik Nybo
Artiklen fortsætter efter annoncen

Burde friste landmænd med dårlig jord

I dag er her flere end 30.000 vinstokke på de ti hektar vinmarker. Hertil hører yderligere 15 hektar med korn og 12 hektar fredede arealer og endelig græsområder, vandhuller og bygninger, så det samlede areal når op på 52 hektar.

Fem er fastansatte, mens frivillige og venner hjælper til under høsten. Hos både Tom og Betina er der ingen tvivl om, at vinproduktion har et langt større potentiale i Danmark, end det nuværende stadie.

- Mange landmænd på marginaljord, som her på Røsnæs, ville med fordel kunne satse på at dyrke druer. Reelt sagt, så skal den jord, hvor der med fordel kan dyrkes druer, være en elendig landbrugsjord, uden særligt mange næringsstoffer, fortæller hun.

Men for at tingene skal lykkes, er det samtidig også nødvendigt med en professionel indstilling:

- Vi startede med at sige, at det her skal kunne blive en forretning, og der var tre ting, vi skulle kunne: nemlig at vi skulle kunne lave druer, vi skulle kunne lave vin og endelig skulle vi være i stand til at sælge den. Alle tre ting er lige vigtige, bemærker hun og fortsætter:

- Hurtigt ansatte vi en professionel vinmand, først fra Tyskland, og senest en new zealander, for det er vigtigt at opnå den knowhow, som en person fra et traditionelt vinland kan give, fortæller Betina Newberry.

En af flere nye tønder, som er fremstillet i Spanien men af fynsk egetræ. Foto: Jens Henrik Nybo
Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvalgte druesorter

Al vin og spiritus fra Dyrehøj Vingaard markedsføres under navnet RÖS, som henviser til vinmarkernes og vineriets beliggenhed på Røsnæs.

Druesorterne på markerne er fordelt på seks hvidvinssorter og 13 forskellige rødvinssorter. 75 procent af druerne er grønne, hvor Solaris er den største sort, og den alene står for tre fjerdedele af de grønne druer. Denne sort anvender de til mousserende, hvide og rosévine. Hovedparten af de røde druer er Cabernet Cantor, Spätburgunder, Cabernet Cortis, Monarch og Rondo.

Størstedelen af de røde druer anvendes til rosé og en mindre del til hedvine. Rødvin udgør med tusinde flasker en ganske lille andel af produktionen.

- Vores sorter har vi valgt ud fra, hvornår druerne modner, og at de er svamperesistente. Vi har lavet et samarbejde med et tysk vininstitut i Freiburg, som har udviklet sorter, der er tidligere i blomst og modner, så de passer til vores egn. Går der 100 dage fra blomstring til høst, så får vi nemlig også smagen med. Vigtigt er, at druerne ikke må modne for hurtigt, siger Betina Newberry, som oplyser, at høsten i år har været særdeles god med et udbytte på hele 48 tons, mest takket være, at druernes sundhedstilstand har været høj.

Camilla er ansat i Dyrehøj Vingaards store butik, og her viser hun et udvalg af vingårdens produkter. Foto: Jens Henrik Nybo
Artiklen fortsætter efter annoncen

Investorer velkomne

Betina Newberry fortæller, at omverdenen har fået øjnene op for Dyrehøj Vingaard, og har haft besøg af journalister fra New York Times, The Economist og Wall Street Journal.

- Denne interesse for os her langt mod nord, fortæller mig, at dansk vin har en fremtid at bygge på. Derfor har vi da også en interesse i at vækste. Her på Røsnæs er der 400 hektar jord, som er egnet til vindyrkning. Skal disse 400 hektarer beplantes, så er det nok nødvendigt med en investor udefra for at løfte denne opgave, da det koster en kvart million at plante en enkelt hektar.

- Se bare, hvor godt det går med mousserende vine i England. De buldrer derudad, men det skyldes også, at de derovre har investorer, som har set muligheden i at satse. De har nemlig fået øjnene op for, at det europæiske vinkort ændrer sig på grund af stigende varme, og at det danske klima er kommet i spil til de lyse vine. Om det bliver etablerede internationale vinkompagnier, der henlægger deres hvidvinsproduktion i det nordiske klima, vil kun fremtiden vise, siger Betina Newberry.

Betina Newberry med en håndfuld af den sand, som vinmarkerne har masser af i overfladen. Foto: Jens Henrik Nybo
Artiklen fortsætter efter annoncen

Prominente kunder

Dyrehøj Vingaard sælger deres vine og spiritus primært i den store, smagfuldt indrettede butik, hvor en trofast kundekreds kommer igen og igen.

Faktisk modtager vingården 35.000 gæster om året, som dukker op enten for at købe ind i butikken, deltage i vinsmagninger og få rundvisning i markerne. I kundekredsen indgår også en lang række restauranter, så som Dragsholm Slot, Comwell-hotellerne, Restaurant La Cotte i Glostrup samt udvalgte vinhandlere som Skjold Burne, Otto Suenson i København og Slagelse Vinkompagni for blot at nævne enkelte.

Nethandel betjener de sig ikke synderligt af. Endelig danner gården også rammen om kurser og arrangementer, hvor virksomheder eksempelvis henlægger en konference til stedet. Som nævnt ønsker Betina Newberry, at Dyrehøj Vingaard fremover vil vækste, og et skridt i den retning har hun og Tom gjort ved at få en erhvervsmand ind som bestyrelsesformand, som hjælper til med at lægge strategier og føre dem ud i livet, så Dyrehøj Vingaard er fremtidssikret.

- Kapitalbinding i et lager er omkostningsmæssigt tung, og husk på, at en plante først giver udbytte efter fire år, fortæller Betina Newberry.

Det kræver målrettet indsats at nå op til at være Danmarks ubestridt største vingård, siger Betina Newberry. Foto: Jens Henrik Nybo
  • Dyrehøj Vingaards butik bugner med varer, som også tæller andet end drikkeligt. Foto: Jens Henrik Nybo
  • Dyrehøj Vingaards RÖS-vine på rad og række. Adskillige udmærkelser er det blevet til. Foto: Jens Henrik Nybo
  • Tom Kristensen ejer Dyrehøj Vingaard. Han har altid arbejdet med landbruget, og drev indtil 2007 et svineavlscenter på egnen. Foto: Jens Henrik Nybo
  • En af flere nye tønder, som er fremstillet i Spanien men af fynsk egetræ. Foto: Jens Henrik Nybo
  • Camilla er ansat i Dyrehøj Vingaards store butik, og her viser hun et udvalg af vingårdens produkter. Foto: Jens Henrik Nybo
  • Betina Newberry med en håndfuld af den sand, som vinmarkerne har masser af i overfladen. Foto: Jens Henrik Nybo
  • Det kræver målrettet indsats at nå op til at være Danmarks ubestridt største vingård, siger Betina Newberry. Foto: Jens Henrik Nybo
Annonce
Indland

Kammeradvokat lægger op til sanktioner i Folketinget efter mail-snageri

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Erkender skralde-brøler: Men borgerne hænger på regningen

Sport

Chok dagen efter semifinaleplads: NFH skal have ny træner i 2025

Dølle

- Det er noget, der har rigtig, rigtig høj prioritet

112

Snuppet med stor mængde narko: Skjult i hemmelige rum i bilen

Lolland

Utæt pakning stopper færge

112

Stoppet med tåregas i bilen

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Lolland

Henrik er ikke i tvivl: Den vil ødelægge vores by

Guldborgsund

Kampfly spottet over Falster: Her er forklaringen

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Sport

Langt fra dansk rampelys har Mike fra Maribo høstet store trofæer

Sport

Overrasket Kielstrup efter drama:  - For fanden da. Vi er i semifinalen

Lokal nyt

Melder tæt på udsolgt

Lolland

Trods store ændringer: Gode nyheder fra Dølle

Indland

Derfor hyler sirenerne i dag

Indland

Brand i skib i Køge: Nu kan borgere færdes frit

Annonce
Annonce
Sport

NFH i DM-semifinalen efter gigantisk drama

112

Skib i brand i Køge - sundhedsskadelig røg driver ind over byen

Indland

EasyPark får millionbøde: Oplyste ikke tilstrækkeligt om gebyr

Dølle

Husker du? Når damerne går fest-amok

Guldborgsund

Har ligget der i årtier: Nu skal den rives ned

Sport

Skæbnekamp for NFH: - Det vil være en kæmpe skuffelse

Lolland

Vestas udvider i Nakskov og søger ansatte