Faderhuset har ifølge en pressemeddelelse solgt hotellet i Bandholm.
Menigheden Faderhuset har besluttet at sælge Bandholm Hotel, som menigheden gennem de seneste år har ejet og renoveret. Den nye ejer er dog en gammel kending, idet Faderhuset er blevet enige med Driftsselskabet Bandholm ApS, som har drevet hotellet i de seneste to år, om en overtagelse af ejendommen i Havnegade 37 i Bandholm.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra hotellet.
- Vi har forpagtet ejendommen siden december 2011 og er glade for, at vi har fundet en løsning, så vi fortsætter uændret med samme erfarne team.
- Virksomheden Bandholm Hotel har etableret sig i lokalområdet som en overordentlig stor succes, og vi har en af Lollands mest besøgte restauranter.
- Der kommer hvert år over 30.000 mennesker på hotellet og vores mange stamgæster fra ind- og udland kommer igen og igen, siger hotelchef Elizabeth Mortensen i pressemeddelelsen.
Overtagelsen sker pr. 1. januar. Driftsselskabet Bandholm ApS og Bandholm Ejendomme er ejet af 10 private aktører i nærområdet, fremgår det af pressemeddelsen.
Nyheden om salget af Bandholm Hotel kommer i forlængelse af meddelelsen om, at Faderhuset har besluttet at nedlægge sig selv.