Da bilister fredag morgen kørte på Farøbroerne, spærrede de muligvis øjnene op, da de kørte forbi den brændende bil på Farøbroen i sydgående retning.
Midt- og Sydsjællands Brand og Redning fik nemlig en melding om bilbrand, men da de nåede frem, var branden gået i sig selv.
- Der har været ild i kardanen, fortæller indsatsleder i Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Knud Erik Døsseng.
Kardanen eller kardanakslet bruges til at overføre kraft i alt fra personbiler til traktorer og busser.
Bilen holdt på Farøsiden af broerne mellem pylonerne, og da der ikke er noget nødspor, sendte Vejdirektoratet ifølge indsatslederen en ladbil, så bilen kunne fjernes fra broen.