En mand fra Bandholm kørte rundt med et lyslederkabel som våben.
- Det var dobbelt så tykt som vores politistave, fortæller vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falster Politi om årsagen til, at en 26-årig mand natten til søndag blev sigtet for overtrædelse af våbenloven på grund af et medbragt lyslederkabel.
Derudover havde manden, der blev standset i bil klokken 22.25 i Havnegade i Bandholm, ikke nogen fornuftig forklaring på, hvorfor han kørte rundt med et fire centimeter tykt og 75 centimeter langt lyslederkabel med en vægt på halvandet kilo.
- Sådan noget skriver vi folk for, der er ingen god forklaring på, hvorfor man kører rundt med sådan et kabel i en bil, lød det fra vagthavende, som også kunne tilføje, at den 26-årige desuden blev sigtet for spirituskørsel.