Lolland Kommune har travlt med at forberede Femern Bælt-forbindelsen. - Men vi ved ikke, hvornår den kommer, lyder det betænkeligt fra SF.
Efter SFs mening er Lolland Kommune lige lovlig hurtig til at få etableret et Femern Bælt-sekretariat - for vi ved jo ikke, hvor lang tid der går, inden broen bliver til noget.
- Det er svært at forstå, at der skal spares på mange områder i kommunen, og så bruger man så mange penge på noget, der måske ikke bliver til noget, sagde således Martin Krogh på generalforsamlingen i SF Lolland Øst mandag aften.
Her blev der blandt andet henvist til den usikkerhed om tidsplanen i projektet, som tyske bromodstandere skaber.
Formanden for kommunens tekniske udvalg, Skjold de la Motte, sagde, at kommunen "selvfølgelig skal være hurtigt ude", men han stillede sig samtidig kritisk overfor den opbygning af et Femern Bælt-sekretariat, som kommunen medvirker til.
- Vi ved ikke helt, hvad de laver, sagde Skjold de la Motte. Han konstaterede, at der er en del udgifter - uden at der helt er styr på hvad der skal ske.