- Jeg anede ikke en skid om det. Jeg fik det først at vide til mindekoncerten. Jeg blev meget rørt og græd, fortæller banjospiller Søren Ruben bedre kendt som Søren Banjomus.
Han og Jørgen Christensen, som spiller klarinet og saxofon, modtog fredag aften Femø Festival Prisen.
Det er festivalens musikudvalg, som hvert år udpeger en eller flere personer, som gør noget særligt for festivalen.
Det har Jørgen og Søren gjort i mange, mange år.
De spiller blandt andet færgerne ind, de giver koncerter på campingpladsen og er hovedkræfterne bag den årlige Peder Madsens Mindekoncert.
- Vi har arbejdet i hele coronatiden og spillet jazz og holdt det i gang. Det var 30. gang i Madsens have, fortæller Søren Ruben.
Lidt af et chok
Jørgen Christensen havde slet ikke regnet med at modtage prisen.
- Jeg var i teltet, da vi fik prisen. Det var lidt af et chok. Jeg måtte også bryde helt sammen, fortæller han.
- Jeg er rigtig glad for, at nogle sætter pris på det. Der skal også være plads til spas og ballade og hygge.
Dyr pris
Festivalprisen blev dog også en dyr affære for Jørgen Christensen.
Han gav nemlig flere omgange gin og tonic ved bordet efter at have modtaget prisen.
- Jeg brugte 2.200 kroner, siger han.