Når Enhedslisten søndag tager hul på årsmødes sidste dag, tyder alt på, at et markant flertal i baglandet vil fratage partiets stemmesluger og politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, en sikker opstilling ved næste folketingsvalg, skriver Politiken Søndag.
Et forslag på mødet vil forsøge at ændre partiets opstillingsregler med det formål at sikre Enhedslistens folketingskandidater optimale forberedelser op til et folketingsvalg.
Men på grund af partiets rotationsregler vil forslaget - hvis vedtaget - også påvirke Johanne Schmidt-Nielsen og reelt garantere hende en ny periode i Folketinget. Det er derfor blevet døbt lex Johanne.
Blandt de delegerede på årsmødet er der imidlertid markant modstand mod forslaget. Adskillige forventer, at det vil falde med et brag.
- Der er overhovedet ingen grund til, at vi skulle forlænge rotationsprincippet på grund af en enkelt person, siger hovedbestyrelsesmedlem Hans Jørgen Vad til Politiken.
- Engang sagde man, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var en stor stjerne, vi ikke kunne undvære, og nu er det Johanne. Men det er Enhedslisten, der gør, at folk bliver talenter, siger han og fortsætter:
- Det er ikke talenternes fortjeneste, at partiet gør det godt. Det får ingen betydning, om Johanne kan stille op eller ej, siger Hans Jørgen Vad og fastholder, at Enhedslistens folketingsmedlemmer ikke må gro fast og blive levebrødspolitikere.
Også folketingsmedlem Jørn Arbo-Bæhr vil stemme nej:
- Vi skal have så meget rotation som overhovedet muligt. Vi får altid nogle nye dygtige folk frem. Ved den seneste urafstemning vandt Pernille Skipper jo over Johanne, siger Arbo-Bæhr til Politiken.
Socialordfører Finn Sørensen støtter derimod forslaget:
- Jeg tilhører et afvigende mindretal i Enhedslisten, der ikke mener, at vores rotationsordning er særlig fornuftig. Rotationsprincippet er udtryk for en ubegrundet frygt for, at folk bliver pampere, siger Finn Sørensen til Politiken.
Hovedpersonen selv afviser at forholde sig direkte til forslaget.
/ritzau/