Flere af de strejkende jordemødre på landets sygehuse har genoptaget arbejdet, men på sygehuset i Nykøbing fortsætter strejken.
Jordemødrene i Region Sjælland er så småt begyndt at genoptage arbejdet.
I den sydlige del af regionen, der, hvad angår fødsler, tæller sygehusene i Nykøbing, Slagelse og Næstved vil det fra i dag tirsdag, kun være fødeafsnittet på Nykøbing Sygehus, der fortsat er berørt af konflikten og kører videre med nødberedskab.
Jordemoderkonsultationerne tilknyttet Nykøbing og Slagelse sygehuse genoptager arbejdet i dag, hvor også fødeafsnittet på Slagelse Sygehus bliver undtaget af konflikten.
Også på Næstved Sygehus er alt tilbage ved det normale i både jordemoderkonsultationer og på fødeafsnittet. Det er resultatet af dagens genforhandlinger om rammer og vilkår for nødberedskab.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.