Annonce
Politik

Kvægbrug mister mulighed for at sprede ekstra husdyrgødning

Cirka ti procent af Danmarks 8000 kvægbrug benytter sig af ordningen, der giver mulighed for at udlede mere kvælstof fra husdyrgødning. (Arkivfoto). Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
For at beskytte vandmiljøet vil miljøminister Magnus Heunicke ikke søge om forlængelse af kvælstofordning.

Danske kvægbrug mister med udgangen af juli 2024 en særlig mulighed for at sprede ekstra meget husdyrgødning på deres marker.

Det skyldes, at den såkaldte "kvægundtagelse" ophører, oplyser Miljøministeriet, som ikke har søgt om forlængelse af undtagelsen hos EU.

Undtagelsen har givet landmændene mulighed for at sprede 230 kilo kvælstof fra husdyrgødning for hver hektar, hvilket er en tredjedel mere, end hvad der ellers har været tilladt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) skal ophævelsen af ordningen ses som en håndsrækning til vandmiljøet i Danmark.

- Vi må konstatere, at alle indsatser skal i værk for at få nedbragt kvælstofudledningen, og dette giver os nogle flere muligheder, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) til Ritzau.

Danmark har undersøgt muligheden for at få en forlængelse af ordningen hos EU-Kommissionen, men er kommet frem til ikke at søge om det.

- Kommissionen er ligesom os i Danmark bekymret for vandmiljøets tilstand i Danmark og er helt enig med os i, at situationen er alvorlig, siger Magnus Heunicke og peger på problemet med iltsvind i danske farvande.

Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) betyder krav om blandt andet efterafgrøder, at "kvægundtagelsen" ikke har givet en øget udledning af kvælstof til vandmiljøet. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Iltsvind opstår netop, når for store mængder kvælstof siver ud i vandmiljøet.

Umiddelbart kan det se ud til, at der med ordningens ophør sker en markant reduktion i landbrugets kvælstofudledning.

Men det er ikke helt så enkelt, påpeger miljøministeren.

- I sig selv har "kvægundtagelsen" ikke betydet, at der er udledt mere kvælstof, fordi i ordningen har der været krav om, at man skulle kompensere med forskellige andre tiltag, siger Magnus Heunicke.

Blandt andet har der været krav om, at kvægbrugene skulle så efterafgrøder på markerne for at optage ekstra kvælstof fra jorden.

- Der er ikke i sig selv en kvælstofreduktion i den her beslutning.

Men kvægbrugene kan stadig lave tiltag, der nedbringer udledningen af kvælstof til vandmiljøet - for eksempel at så efterafgrøder - og så vil det i sig selv få en effekt for den samlede udledning, forklarer Magnus Heunicke.

Professor i havmiljø Stiig Markager fra Aarhus Universitet mener modsat ministeren, at der vil ske en umiddelbar reduktion i udledningen.

- Det vil i en grad medføre en lavere kvælstofudledning til vandmiljøet.

Det vil både gælde for grundvandet, hvor kvælstof giver for høje nitratværdier, der kan være sundhedsskadeligt i drikkevandet, og for søer og fjorde, hvor kvælstof medvirker til iltsvind, siger han.

Forskeren kan dog endnu ikke sige, hvor store reduktioner ordningens stop konkret vil medføre.

- Men det vil have en positiv effekt. Specielt over tid, fordi man får en mindre balance. Når man år for år putter mindre kvælstof ind, så vil der også komme mindre ud i den anden ende, siger Stiig Markager.

Ændringen kommer som en overraskelse for landmændene, der står med en "stor og dyr opgave" de kommende måneder, påpeger erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- De skal have ændret deres markplaner og finde nye udbringningsarealer til husdyrgødningen, siger Christian Lund, der er formand for Landbrug & Fødevarers sektor for kvæg, i en skriftlig kommentar.

- Vi estimerer, at omtrent en million ton husdyrgødning skal flyttes rundt i landet, som følge af at undtagelsen falder væk. Det går vi selvfølgelig i gang med at planlægge, men opgaven bliver ikke nem.

Miljøminister Magnus Heunicke afviser, at EU har afvist at forlænge ordningen med "kvægundtagelsen".

Ministeren afviser også, at EU-Kommissionen eventuelt skulle have indikeret at Danmark ville få et "nej", hvis den danske regering valgte at søge om en forlængelse af "kvægundtagelsen".

Det er regeringens egen beslutning ikke at søge om en forlængelse, understreger han.

Det er cirka ti procent af Danmarks 8000 kvægbrug, der gør brug af ordningen i dag. Af de store kvægbrug - fuldtidsbedrifterne - er det 30 til 35 procent, som bruger ordningen.

Ophøret af "kvægundtagelsen" resulterer i ekstraudgifter på 47 millioner kroner årligt for de danske kvægbrug - eller 41.000 kroner for hver bedrift.

Ordningen har været gældende i Danmark de seneste 22 år.

/ritzau/

  • Kreaturer lukkes ud på Skallingen, omkring 400 stk. kødkvæg lukkes ud på Skallingen.
    Cirka ti procent af Danmarks 8000 kvægbrug benytter sig af ordningen, der giver mulighed for at udlede mere kvælstof fra husdyrgødning. (Arkivfoto). Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
  • Regeringen holder pressemøde om Nordic Waste
    Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) betyder krav om blandt andet efterafgrøder, at "kvægundtagelsen" ikke har givet en øget udledning af kvælstof til vandmiljøet. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Politik

Efter få timer oppe: Valgplakater flået ned

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Skeptisk overfor nyt rådhus: Frygter flere sygemeldinger

Nakskov

Her bliver Mads fra Nakskov hyldet foran 12.164 mennesker

Falster

Krølls kvaler fortsætter: Skal indlægges igen

Udland

Irans præsident og udenrigsminister er døde efter helikopterstyrt

Lolland

Lykkelig formand: - Vi har haft flere end nogensinde

Vejret

Varm uge skydes i gang med høj sol: Men regn truer

Lolland

Vil skabe unikke totaloplevelser: Men laver nyt millionunderskud

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Politik

Efter få timer oppe: Valgplakater flået ned

Vejret

Byger popper op i den sydlige del: Vejrskifte på vej

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Nykøbing

Ekstatisk formand aflyser ALT: Selv tandlægen må vente

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Annonce
Annonce
Lolland

Overrasket over fremmøde efter stort forarbejde: Kun én mødte op

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Nykøbing

Stort rykind: Nu er Nykøbing fyldt med børn

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt