Som de første har Liberal Alliance fordelt ordførerposterne. Både Thyra Frank og Joachim B. Olsen får poster.
I valgkampen blev Liberal Alliances Thyra Frank beskyldt for ikke at ville tale om andet end ældres vilkår og sociale spørgsmål.
Og det vil hun formentlig fortsætte med, efter at hverdagen på Christiansborg er begyndt. Som den eneste af de menige medlemmer af Liberal Alliances folketingsgruppe har hun kun fået tildelt en enkelt ordførerpost - nemlig posten som socialordfører.
Det ligger fast, efter at Liberal Alliance som det første parti har fordelt ordførerposterne i den nye folketingsgruppe.
Partileder Anders Samuelsen bliver finansordfører og skal dermed fortsat føre ordet i de tunge økonomiske spørgsmål, samt hvis partiet bliver indkaldt til forhandlinger om eksempelvis finansloven eller store økonomiske reformer.
Kuglestøderen Joachim B. Olsen, der har gjort sig bemærket med forslag om, at danskerne kun skal betale 20 procent i skat og skal have mulighed for at tage mere en kone, skal være integrationsordfører, arbejdsmarkedsordfører og sundhedsordfører.
Den nyvalgte Ole Birk Olesen bliver skatteordfører, erhvervsordfører og boligordfører, mens den ligeledes nyvalgte Mette Bock bliver udenrigsordfører, udviklingsordfører, fødevareordfører, videnskabsordfører og kirkeordfører.
Blandt de kendte ansigter i partiet får gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll posterne som politisk ordfører, retsordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Landsformand Leif Mikkelsen bliver kommunalordfører, trafikordfører og landdistriktsordfører.
Folketingsmedlem Villum Christensen bliver forsvarsordfører, miljøordfører, energiordfører samt ordfører vedrørende Grønland og Færøerne.
Folketingsmedlem Merete Riisager bliver gruppesekretær, uddannelsesordfører, Europaordfører og indfødsretsordfører.
Liberal Alliance fik ni mandater ved torsdagens folketingsvalg, hvilket er mere end en fordobling i forhold til situationen før valget.
/ritzau/