Chelsea-manager Avram Grant måtte trøste en grædefærdig John Terry.
Han var grædefærdig, Chelsea-anfører John Terry. Forsvarsspilleren skulle score på London-klubbens femte spark i straffesparkskonkurrencen i Champions League-finalen, men han gled i det våde græs, og fire spark senere løftede Manchester United trofæet.
Efterfølgende måtte manager Avram Grant trøste sin anfører.
- Han sagde ikke noget efter kampen, han græd bare. Men han skal være stolt, for han er en stor spiller og en af grundene til, at vi er kommet så langt i turneringen, sagde Grant.
Chelsea-manageren roste sit hold i nederlagets stund.
- Vi kan se tilbage på en rigtig god sæson. Det er første gang, Chelsea er i en Champions League-finale, så vi skal være stolte af os selv. Også måden vi spillede finalen på, gør mig stolt, lød det fra Grant.
Manchester United vandt finalen 7-6 efter straffesparkskonkurrence.
/ritzau/