Annonce
Sport

Sprudlende danske reserver kører Moldova over i VM-jagt

Mikkel Damsgaard var kampens store oplevelse med to scoringer og flere målgivende afleveringer. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Danmarks fodboldlandshold tog søndag sin største sejr i 34 år, da Moldova blev slået 8-0 i VM-kvalifikationen.

Det var ren legestue, da det danske herrelandshold i fodbold søndag tog endnu et skridt mod næste års VM-slutrunde i Qatar.

På hjemmebane i Herning vandt et dansk reservehold med de svimlende fodboldcifre 8-0. Det er Danmarks største sejr siden en OL-kvalifikationskamp mod Rumænien i 1987. Også den blev vundet 8-0.

Samtidig var det Moldovas største nederlag nogensinde. Landet, hvis fodboldforbund blev etableret i 1990, havde tidligere højst tabt med seks mål.

Allerede ved pausen førte Danmark med 5-0, selv om startopstillingen bestod af ti nye markspillere sammenlignet med det hold, som slog Israel i torsdags.

Der var tale om en pligtsejr over verdens nummer 177, men de danske reserver viste stor koncentration fra start til slut trods et dalende tempo i anden halvleg.

20-årige Mikkel Damsgaard var opgørets store oplevelse. Han var med i næsten alle gode angreb, scorede to gange i første halvleg og bidrog også med to assist efter pausen.

Foruden den danske storsejr på en billig baggrund vil kampen også blive husket for de danske spilleres markering i debatten omkring VM-værten Qatar, der er stærkt kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne.

Før kampen var de danske spillere iført specielle t-shirts med påskriften "football supports change" (fodbold støtter forandringer, red.).

Målmand Kasper Schmeichel var den eneste genganger i startopstillingen fra kampen i Israel tre døgn tidligere. Søndag var målmanden kun sjældent i aktion, men med sine evige dessiner til medspillerne har han formentlig det mest slidte stemmebånd i Herning og omegn.

Efter få minutters startproblemer havde de danske reserver fundet hinanden, og så begyndte målene at hagle ind.

Moldoverne stod kompakt og langt tilbage omkring feltet med alle ti markspillere.

På forhånd havde gæsterne sagt, at de skulle spille deres livs kamp for at få point ud af kampen. Det gjorde de ikke. Allerede tidligt begyndt de at slække på forsvarsspillet.

Det irriterede åbenlyst gæsternes landstræner, italieneren Roberto Bordin, der løb rundt og fægtede med armene i sit tekniske felt i rent raseri. På de indkasserede mål kunne han se, at hans spillere ikke havde læst lærebøgerne fra den velrenommerede italienske forsvarsskole.

Før pausen indkasserede moldoverne mål på en dødbold, en dårlig clearing, et kontraangreb og på elendig opdækning.

Først blev Joachim Andersen unødvendigt revet ned efter en dansk dødbold, så Danmark fik straffespark efter cirka 17 minutters spil. Det udnyttede Kasper Dolberg sikkert.

To minutter senere kiksede en clearing, så Andreas Skov Olsen fik foræret bolden i straffesparksfeltet. Han fandt sin tidligere FC Nordsjælland-kollega Mikkel Damsgaard, som kunne glide Danmark på 2-0.

Opskriften var næsten den samme, da Danmark scorede til 3-0 på et perfekt kontraangreb, inden uret havde rundet en halv time. Her var det også Andreas Skov Olsen, som til sidst fandt Mikkel Damsgaard tæt under mål.

Ved 4-0-målet stod Jens Stryger Larsen fuldstændig blank efter et indlæg, og ved 5-0-målet blev et indlæg til Mathias Jensen ikke afvist, så han let kunne score.

Robert Skov kom ind i stedet for en velspillende Andreas Skov Olsen efter første halvleg, men det var stadig feje hold.

Anden halvleg var kun få minutter gammel, da Kasper Dolberg scorede med hovedet efter et oplæg af allestedsnærværende Mikkel Damsgaard.

Herfra løftede danskerne foden fra speederen, men var stadig i fuld kontrol. Sejren kunne sagtens være blevet endnu større, hvis det var nødvendigt, men danskerne lod sig nøje med to scoringer i slutfasen. Dem stod indskifterne Robert Skov og Marcus Ingvartsen for.

  • VM-kvalifikation: Danmark - Moldova
    Mikkel Damsgaard var kampens store oplevelse med to scoringer og flere målgivende afleveringer. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Annonce
Sport

Ekspertens hårde dom: Der er nul procents chance

NFH i DM-finalen

Radiokommentator gik amok over NFH's finaleplads: Hør klippet her

Annonce
Annonce
Sport

Ekspertens hårde dom: Der er nul procents chance

112

Ung kvinde sigtet efter livsfarlig beslutning

NFH i DM-finalen

Radiokommentator gik amok over NFH's finaleplads: Hør klippet her

Guldborgsund

13-årig fik uventet kæmpe-opbakning til sin konfirmation: Det handler om at acceptere hinanden

112

Dramatik ved højlys dag: Fægtede med knive og hoppede ud ad vindue

nfh i DM-finalen

Guldfest i Guldboxen: Biletterne rives væk

Sport

Er Esbjergs skadede stjerner klar til finalebraget mod NFH? Her er trænerens svar

NFH i DM-finalen

Spændt formand inden håndbold-braget: - Det vil være det største

Indland

Efter stort skænderi: Nu vender flere kendte kanaler tilbage til dit tv

112

Korsør-sagen fortsætter i retten: Følg livebloggen her

Indland

Første skridt mod lavere moms? Skatteminister vil kigge på muligheden

Sport

Lokalt brydehåb er usikker på karrieren efter misset OL

Lolland

Strømafbrydelse var en fejl på kort

Indland

Regioner: Der er behov for 1,1 milliarder til hospitalsudstyr

Politik

Løkke erkender at have gennemført skadelig politik

Annonce
Annonce
Sport

Penge på vej: Gode nyheder til Rene Holten efter OL-billet

Falster

Krølls kvaler fortsætter: Skal indlægges igen

Indland

Sender nødråb til minister: Levestederne forsvinder

Vejret

Varm uge skydes i gang med høj sol: Men regn truer

Lolland-Falster

Skole søger nye unikke talenter: Og det koster ingenting

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Udland

Irans præsident og udenrigsminister er døde efter helikopterstyrt