Danmarks overtagelse af Nato-mission i Irak er, siger minister, også udtryk for USA's overdragelse af ansvar.
Uden at deltage fik den amerikanske præsident skrevet sig på dagsordenen for et Nato-møde i denne uge om Rusland, coronavirus og flere fælles missioner.
To dage inden mødet meddelte Donald Trump, at USA vil trække godt 10.000 soldater hjem fra Tyskland - en straf for Tysklands svage forsvarsengagement.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) ser den melding som en logisk følge af tidligere signaler fra Washington.
- Det kan ikke komme som noget chok for nogen, at amerikanerne mener, at europæerne skal kunne klare mere selv, når det handler om sikkerhedsspørgsmål. Det har ligget i kortene længe, siger hun.
Trumps besked har dog udløst indenrigspolitisk bølgegang ikke kun i Tyskland, men også hos andre allierede, som har appelleret til USA med beskeden: Amerikanernes tilstedeværelse er vigtig for Europa - men også for USA.
Sagen, som ikke var på den officielle dagsorden, blev drøftet på mødets første dag, onsdag, bekræfter Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Her sagde USA's forsvarsminister, Mark Esper, ifølge nordmanden, at USA endnu ikke havde truffet en endelig beslutning om den annoncerede reduktion fra 34.500 soldater til 25.000 i Tyskland.
- Jeg glæder mig over det faktum, at forsvarsminister Esper på mødet med forsvarsministrene i Nato klart gav udtryk for USA's engagement (i Europa), men også at USA videre frem vil konsultere de allierede, siger Stoltenberg.
Den danske forsvarsminister siger, at USA's tilstedeværelse "selvsagt" er vigtig for Europas og for Danmarks sikkerhed.
Men det var ventet, at USA ville indlede en proces med at overlade mere ansvar til Europa, understreger hun.
- Det er baggrunden for, at Danmark også har valgt at overtage lederskabet af Natos mission i Irak, og det er baggrunden for, at vi er i Sahel.
- Det har en betydning for, at vi i større omfang tager ansvar for at være til stede på missioner, og derfor er vi også i gang med at udvide det danske forsvar, siger hun.
Danmark skal ifølge planen overtage ledelsen af Natos mission i Irak senere i år. Ministeren har på mødet i Nato fortalt de øvrige allierede, at de danske soldater har trænet og er klar til opgaven.
Hun fortæller, at hun har fået bekræftet viljen fra de allierede til konkrete bidrag i Irak, hvilket hun inden mødet havde efterlyst.