Et enkelt tiptipoldebarn nåede verdens ældste mand at få, inden han lørdag døde i London i en alder af 113 år.
Verdens ældste mand, britiske Henry Allingham, døde lørdag morgen i en alder af 113 år på et plejehjem i Brighton, England, hvor han tilbragte sine sidste år.
- Alle på St. Dunstan er kede af Henrys bortgang, siger Robert Leader, der er leder af plejehjemmet St. Dunstan i det sydlige England.
- Han var meget aktiv lige til det sidste, tilføjer han.
Allingham blev optaget i den britiske flådes flyvetjeneste i 1915, og året efter deltog han i Jyllandsslaget, som var verdenshistoriens måske sidste rigtige søslag.
Henry Allingham var den ældste britiske krigsveteran fra Første Verdenskrig, og efter hans død er der kun én nulevende veteran fra Første Verdenskrig tilbage i Storbritannien.
Allingham fejrede sin 113-års fødselsdag den 6. juni. Han havde fem børnebørn, 12 oldebørn, 14 tipoldebørn og et enkelt tiptipoldebarn.
/ritzau/AFP