Vi skal i kontakt med de lokale, men ikke for tæt på

Bang.

Lyskuglen forlader pistolen med et ordentligt knald og daler to sekunder efter ned foran den skramlede hvide bus, hvis chauffør klogeligt vælger at standse i behørig afstand fra den danske konvoj af militærkøretøjer.

Vi passerer Highway 1, der løber fra den sydlige del af Helmand-provinsen og nordover, hvor den blandt andet passerer byen Geresh - målet for dagens patrulje.
- Vi stopper al anden trafik, når vi kommer kørende for at hindre, at eventuelle selvmordsbombere kører op på siden af os i en bil og sprænger sig selv og os i luften.
- Vi signalerer til de andre trafikanter ved at affyre en rød eller grøn lyskugle foran deres kørfetøj - og de fleste gange standser de, fortæller lederen af konvojen.

Vi passerer Highway 1 og kører igen ud i ørkensandet.
- Vi følger sjældent hovedvejene, men kører ad de små spor eller helt ude i ørkensandet for at undgå miner og vejsidebomber, fortæller konvojlederen.

Og det går stærkt igennem sandet. Farten er afgørende, hvis man skal undgå vejsidebomber, som udløses på afstand. Jo hurtigere det går, jo sværere er det at blive ramt.

Vi nærmer os Geresh. Opgaven er klar - at vise flaget og indsamle oplysninger om Taliban. Under briefingen inden patruljen fik alle tildelt deres opgaver, så ingen er i tvivl, da vi ankommer til det første checkpoint i byen, der mest består af endeløse rækker af lerklinede mure - af og til afbrudt af en kulørt dør.

Konvojen stopper, og soldaterne fordeler sig uden mange ord omkring køretøjerne, så de kan overskue alle retninger. Imens gør en gående patrulje sig klar til at gå rundt i kvarteret. Patruljen består af kampsoldater, sanitetsfolk, militærpoliti og ingeniørsoldater - samt en tolk.

Men dialogen med indbyggerne er sparsom - enkelte vil gerne snakke, men de fleste kigger bare. Imens skærpes opmærksomheden hos soldaterne omkring køretøjerne.
- Taliban har erkendt, at vi er her, så nu kan vi vente os lidt af hvert, fortæller lederen af patruljen, mens en motorcykel nærmer sig de holdende køretøjer.
- Han skal stoppes, lyder meldingen.

Og bang. Endnu en lyskugle flyver igennem luften. Og endnu flere skud lyder, da flere og flere motorcykler i en afstand af omkring 100 meter begynder at kredse omkring konvojens køretøjer.
De eneste, der kommer tæt på, er kvarterets mange børn.

- Det er jo lidt et dilemma for os, for vi skal i kontakt med de lokale for at vinde deres hjerter, som man siger. Men på den anden side, så må de ikke komme for tæt på, for de kan være ude på at ramme os med selvmordsbomber eller andet, fortæller en af soldaterne, som bevogter køretøjerne.

Men ungerne kommer tæt på. De kan ikke stoppes - og soldaterne kan spotte, om børnene udgør en trussel. Det gør de ikke denne dage i Geresh. De vil gerne fotograferes og meget gerne snakke.
- Nogle gange har vi kiks eller bolsjer med til dem, men for det meste bliver det ved et grin og et smil, fortæller soldaten.

Patruljen vender tilbage til konvojen. Og vi fortsætter til et andet kvarter, hvor den samme procedure gentager sig. Konvojen stopper, bevogtes, og patruljen tager af sted til fods ud i de små gader og gyder. Også her er det dagligdag.

Ved det tredje stop i byen skratter radioen.
"Der er meldinger om eksplosioner nord for byen. Vi får et fly i luften og observerer".
Soldaterne i konvojen kigger mod nord. Eksplosionerne er langt væk. Til gengæld stiger sorte røgsøjler i vejret syd for byen.

Konvojen sætter i bevægelse for at undersøge, hvor røgen kommer fra. Og i ly af de lerklinede mure køres mod syd, igennem smalle gader og på brede veje. Konstant lyder meldingerne i radioen om mulige farer rundt om næste hjørne, men efter lang tids kørsel når vi frem til området syd for byen. Ingen røg, ingen eksplosion, ingenting.

Over radioen lyder det.
"Det viste sig at være ingenting. Vi returnerer til basen".