En 14-årig pige har fortalt, at hun er blevet udsat for voldtægt. Nu er hendes træner anholdt.
En fynsk håndboldtræner er nu sigtet for at have voldtaget en 14-årig pige, som spillede på hans hold.
Den 22-årige mand så trykket ud, da han torsdag blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Odense.
Det fremgik af sigtelsen, at voldtægten er sket i oktober, hvor pigen blev voldtaget på en privatadresse. Den unge mand skulle have holdt hende fast, selv om hun flere gange bad ham om at lade være.
Hos Fyns Politi ønsker man ikke at fortælle, hvilken af byens håndboldklubber der er involveret i sagen.
Tidligere på året straffede Retten i Odense en træner fra Tarup-Paarup Idrætsforening med et års betinget fængsel for samleje med en 12-årig pige og for at have krænket to andre piger.
/ritzau/