Københavns Politi modtog natten mellem lørdag og søndag en anmeldelse om knivstikkeri i Hellerup.
Det oplyser Michael Andersen, der er vagtchef i politikredsen.
Anmeldelsen, som indløb klokken 01.38, gik på, at der muligvis var en person, der var blevet stukket med kniv til en fest i et festlokale på Rymarksvej i Hellerup.
På stedet fandt politiet et offer - en 18-årig mand, der var stukket med kniv i benet.
Den 18-årige er ikke i livsfare.
Politiet har færdiggjort dets arbejde på gerningsstedet, og har ikke anholdt nogen.
/ritzau/