En 20-årig mand, der er sigtet for vold med døden til følge den 2. oktober i år, er onsdag morgen blevet anholdt i Københavns Lufthavn. Manden blev fulgt af betjente fra udlandet og til Danmark.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
Manden blev ved et grundlovsforhør 4. oktober fængslet in absentia - altså uden hans fysiske tilstedeværelse. En 23-årig mand blev ved samme grundlovsforhør ligeledes fængslet in absentia.
Ved et lukket grundlovsforhør onsdag er han blevet varetægtsfængslet frem til 18. december.
En 21-årig mand døde, efter han ifølge politiet blev overfaldet af seks personer.
Ifølge politiet er alle seks formodede gerningsmænd nu identificeret. Fem af dem er i politiets varetægt, mens én mand fortsat er fængslet i absentia.
/ritzau/