En ung mand er natten til fredag blevet overfaldet på åben gade i København og stukket flere gange.
- Der har været noget uorden mellem to grupperinger. Det er umiddelbart ikke noget banderelateret, siger central efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen fra Københavns Politi.
- Han bliver stukket i begge lår med enten kniv eller en anden skarp genstand, tilføjer han.
Overfaldet skete kort efter midnat på Bernhard Bangs Allé, og den 18-årig mand bliver behandlet på sygehuset for sine skader. Han er uden for livsfare, oplyser efterforskningslederen.
Politiet ved endnu ikke, hvorfor de to grupper af unge mennesker kom op at slås.
- Der var i hvert fald to i den ene gruppering og så fem-seks stykker i den anden, siger Dan Aakerhjelm Sørensen.
Politiet har natten til fredag arbejdet på gerningsstedet og forsøgt at sikre tekniske spor ved hjælp af hunde.
/ritzau/