47-årig fundet i besiddelse af heroin.
En 47-årig mand fra Nykøbing F. sigtes for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, efter at politiet påskedag fandt ham i besiddelse af heroin.
Den 47-årige blev standset i bil på Vestensborg Alle ved 17-tiden. I bilen fandt politiet tre gram brun heroin samt to salgsbreve med hver ét gram brun heroin. Der var også en blå pille, som endnu ikke er undersøgt.
Politiet ransagede derefter den 47-åriges lejlighed i Slotsgade hvor der blev fundet yderligere et gram brun heroin. Manden er sigtet, men løsladt efter afhøring.