En 23-årig mand er tiltalt for at have slået tre personer ihjel og at have forsøgt at dræbe endnu flere i shoppingcentret Field's i København sidste år.
Onsdag er anklageskriftet mod manden frigivet til pressen, og af det fremgår det, at anklagemyndigheden har taget forbehold for at få idømt manden en anden sanktion end fængsel, hvis han dømmes for forbrydelsen.
Her er et overblik over sagen:
* Søndag 3. juli 2022 klokken 17.36 modtager Københavns Politi anmeldelser om skyderi i butikscenteret Field's på Amager. Der bliver med det samme sendt patruljer til stedet, hvor flere personer er ramt af skud.
* Tre personer - to teenagere og en voksen mand - bliver dræbt under skyderiet.
Der er en pige og en dreng på 17 år samt en 46-årig mand med russisk statsborgerskab, som var bosat i Danmark.
Flere bliver desuden ramt af skud eller kommer til skade i forbindelse med skyderiet.
* Efter politiet er rykket ud til shoppingcenteret, bliver manden på dengang 22 år anholdt for skyderiet. Han bliver anholdt uden for indkøbscenteret klokken 17.48.
* Manden er ifølge politiet "kendt i psykiatrien". Politiet har på forhånd kun et perifert kendskab til ham.
* I månederne efter skyderiet bliver der etableret en arbejdsgruppe til at undersøge, om det psykiatriske system har svigtet.
Granskningen viser, at man ikke kan pege på én enkelt årsag til skyderiet.
Konklusionen er i grove træk, at indsatsen kunne have været bedre, men at man ikke kan konkludere, at det ville have forhindret hændelsen.
* I december sidste år skriver TV 2 og Frihedsbrevet på baggrund af blandt andet en fortrolig redegørelse af sagsforløbet, at i næsten fire måneder op til skyderiet er den mistænktes sag parkeret i Københavns Kommune.
Manden er blevet henvist fra Hovedstadens Psykiatri til Københavns Kommune i begyndelsen af marts 2022. Han har ifølge regionen brug for "daglige støtteforanstaltninger". Hjælpen bliver vurderet at være nødvendig, for at han kunne håndtere sin autisme og være i stand til at gennemføre sin uddannelse.
Men ingen fra kommunen når at tage kontakt til manden, inden skyderiet finder sted 3. juli i Field's.
* Den unge mand bliver varetægtsfængslet i sagen den 4. juli og har været det lige siden. I stedet for at sidde i et fængsel eller arresthus er han indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
* Ved et retsmøde i december fortæller specialanklager Søren Harbo, at der ved ransagning af mandens hjem umiddelbart efter episoden er blevet fundet tekster, der kunne tyde på en forudgående planlægning af skyderiet.
Forud for skyderiet har den nu tiltalte mand også indkøbt magasiner med ammunition samt den vest, han blev anholdt i.
* Den nu 23-årige mand har ifølge forsvarer og anklager erkendt de faktiske omstændigheder, som han husker dem.
Han nægter sig dog skyldig med henvisning til straffelovens paragraf 16. Den handler om sindssyge i gerningsøjeblikket.
* 29. marts 2023 oplyser Københavns Politi, at der er rejst tiltale mod manden i sagen. Han tiltales for tre drab, 11 drabsforsøg samt endnu et tilfælde af drabsforsøg ved at have skudt mod en gruppe på 21 mennesker.
* Sagen behandles over seks dage i Københavns Byret. Den indledes 12. juni og har sidste retsdag 5. juli. Næstsidste retsdag er 3. juli, hvilket er årsdagen for angrebet i shoppingcentret.
Kilder: Københavns Politi, Hovedstadens Akutberedskab, DR, Ritzau.
/ritzau/