Danmark er blevet en nation hvor en del forældre står mere eller mindre retsløse i sager hvor langtidssygdom og/eller handicap i kombination med blot mistanken om dårlig forældreevne, forårsager langvarige kampe gennem tvangsfjernelsessager, fra kommuner til ankeinstanser. Den solidaritet som for ikke så længe siden var kendetegnet for denne nations velfærd, er erstattet af et konkurrencekapløb mellem de kommuner der kan spare mest på hjælpen til de udsatte familier, hvor sparerunder betyder også tidspres i forvaltningerne, med lemfældige og mangelfulde undersøgelser vedrørende børnenes faktiske forhold. Udsatte skal trynes ud fra et rentabilitets rationale der dominerer indstillingen hos forvaltningerne og de på kort tid uddannede ”børnesagkyndige”, for det meste 3½ års halvstuderede bachelorer, som skoles til at tænke i neoliberale forståelser af social service og den lov der er knyttet dertil, med en tendens til kreative fortolkninger af paragrafferne i Serviceloven. For størstedelen af sagerne, består problemet i, at fagpersoner og kommuner tildeles så stor magt at enhver forsøg på modargumentation positionerer de klemte borgere i et hul af retsløshed, ud fra de kommunale fagpersoners individuelle og personlige meninger.
”Barnets Reform” fra 2009, var tænkt som et redskab til hurtig og effektiv indgriben over for familier, hvor børnene risikerer for alvor at lide skade pga. grov omsorgssvigt eller indlysende og vedvarende fysisk vold. En ellers udmærket tanke, som kun har den bagside, at i dag kan børn stort set fjernes for et godt ord, en tilfældig underretning baseret på f. eks. banal uenighed i opdragelsesmetoder, eller en chokolademad for meget i skolens madpakke. Reformen gør det også muligt, at slanke sagerne hvad angår dokumentation i ”børnefaglige undersøgelser”, så det er muligt, både effektivt og billigt, at stable en sag på benene der kan overleve behandlingen gennem ankeinstanserne. Når kommuner godt er klar over at sagerne i Ankestyrelsen tager op til 1 år, kan der nemt spekuleres i, at en sag kan "tabe pusten" og syltes i en bureaukratisk krukke. Formanden i Kommunernes Landsforening har således udtalt: ”Ok, vi kan tjene penge på dårlig sagsbehandling” (Ekstra Bladet, 21 marts 2014). Der kan således tjenes/spares penge på at begå ”fejl”, i hvert fald i det lange tidsrum det tager en ankeinstans at give en familie medhold. Men i langt de fleste tilfælde bliver ukorrekte fremstillinger og usandheder i undersøgelserne til stadfæstede sandheder, som klæber til de involverede parter i en uendelighed.
Familier hvor den ene eller begge forældre er ramt af sygdom og/eller handicap burde beskyttes af FNs handicapkonvention, som Danmark har tilsluttet sig og som skulle hindre at børn fjernes fra handicappede forældre, når handicappets art ligges til grund for kommunens handling. Det er en nærliggende påstand, at danske kommuner og ankeinstanser vægter den såkaldte ”Barnets Reform” tungere i sagsbehandlingen, da den er af ”dansk” fabrikation og ikke så fremmedartet som en FN konvention, som er af international oprindelse. I de mest groteske sager har advokater sågar anbefalet familier om at sende sagerne til EU-parlamentets udvalg for særlige andragender, her har man i øjeblikket skærpet opmærksomheden omkring Danmarks sagsbehandling af børnesager. Det er grotesk at der findes eksempler på, at der for nyligt er skabt præcedens for, at børn kan tvangsfjernes uden en eneste udredning af f.eks. forældreevnekompetencen, en konsekvens af en retstilstand som frembringer uhyggelige minder om gamle Gestapo og Stasi metoder i vores sydlige nabolande.
Et af principperne for vores demokrati, er det som Montesquieu betegnede som magtens tredeling. Magtadskillelse eller magtdeling er betegnelser for at en stat forfatningsmæssig skal dele magten mellem to eller flere (mere eller mindre) uafhængige magtpoler, for at disse skal opveje og kontrollere hinanden og sikre at enkeltpersoner, grupper eller enkeltinstanser ikke får for meget magt. Ifølge Montesquieu, udgøres magtens tredeling af en udøvende magt (statsminister, regering, herunder den offentlige forvaltning), en lovgivende magt (Folketinget) og en dømmende magt (domstolene). Imidlertid stiller den tilstand af retsløshed som præger mange borgeres kamp mod kommunerne, spørgsmål om denne tredeling praktiseres i realiteten, når ankeinstanserne (Ankestyrelse, Byret, Landsret og Højesteret) giver indtryk af berøringsangst. I langt størstedelen af sagerne, stadfæstes de beslutninger som er taget lokalt i Kommunerne, domstolene godtager forvaltningens meninger som den ultimative sandhed. Det er bemærkelsesværdigt, at antallet af tvangsfjernelser er eksploderet på det seneste, det er urovækkende at opdage de økonomiske interesser som er i spil mellem barnets oprindelseskommune og den kommune som bliver barnets nye ”hjem”, hvor modtagerkommunen scorer gevaldige beløb i millionklassen for hvert barn der tilflytter. Dertil kommer beskæftigelse af plejefamilier, børnesagkyndige og ekstra bonus i form af besparelser på de hjælpe -og støtteforanstaltninger man kunne etablere i de udsatte familier med Serviceloven i hånden, besparelser er det tungtvejende mål som er begrundet og maskeret med en aura af tilsyneladende ”børnefaglighed”.
Det er mistænkeligt, at denne praksis oftest foregår i de danske yderkantskommuner, som er trængt økonomisk og tilsyneladende tilgodeser budgetter frem for mennesker. I øvrigt har en del socialrådgivere åbenbart ambitioner om at fremstå som stærke og handlekraftige, fejl i sagsbehandlingen fejes ind under gulvtæppet, da det helst bør undgås at fremstå som solidarisk og støttende fagperson, der er til for børnene og deres familier. Hellere fremtræde fanatisk og psykopatisk end empatisk og støttende for alle parters trivsel. Der er dog ikke belæg for den grove påstand, at der findes skjulte kvoter for hvor mange børn der skal anbringes pr. år, for at få budgetterne til at gå op, men man kan nemt få den mistanke.
Tvangsfjernelse er den sidste mulige løsning for børns trivsel, ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO har det alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser at tvangsfjerne børn, men det tager man ikke særligt alvorligt i Danmark, mener en del børnepsykologer. Hvis vanskeligheder skal løses i hjemmet, koster det penge. Så det er oplagt at få den tanke, at det billigere for Kommuner, at placere barnet uden for hjemmet. Retssikkerheden for borgerne er under pres som følge af en meget stram økonomi i de enkelte kommuner, hvor det lavest mulige serviceniveau konstant skal afprøves, ved at udnytte at flertallet i Folketinget har signaleret til kommunerne om, at det er helt i orden at vægte økonomiske hensyn i forhold til faglige hensyn.
Serviceloven står svag for tiden, den er under præs, den er dyr at forvalte med retfærdighed, det er blevet for nemt for kommuner -med statens velsignelse- at forsøge at omgå dens bestemmelser. Spørgsmålet er, om vi stadig har en Servicelov om få år eller om vi ligeså godt kan reformere denne noget nedslidte og tilsidesat lovtekst.
Antonio Medone
Kandidat Pædagogisk Sociologi