Den danske vindmølleindustri eksporterede sidste år for tilsammen 34,9 milliarder kroner.
Det er en stigning på 8,2 milliarder kroner, eller næsten en tredjedel, i forhold til året før. Dermed blev 2007 endnu et rekordår, viser Vindmølleindustriens branchestatistik for 2007.
Fortsætter væksten som forventet, kan vindmølleindustrien i løbet af få år være Danmarks største industri.
- Alle prognoser viser, at markedet for vedvarende energi og vindkraft vil vokse, og det kommer i høj grad de danske producenter og underleverandører til gode, siger Jakob Lau Holst, der er konstitueret direktør i Vindmølleindustrien.
Skal Danmark være førende på verdensplan også om fem år, forudsætter det imidlertid, at vindmølleindustrien får lov til at udvikle, opstille og teste nye store møller i Danmark. På grund af de seneste fem års manglende udbygning i Danmark, må vindmølleproducenterne i dag invitere deres kunder til Norge og Baltikum for at vise de nyeste produkter frem.
- Vi vil meget hellere bruge Danmark som udstillingsvindue, siger Jakob Lau Holst.
/ritzau/