Straarups afløser som ordførende direktør i Danske Bank hentes sandsynligvis internt i bankkoncernen.
Danske Bank løfter mandag sløret for, hvem der skal afløse Peter Straarup som ordførende direktør.
Det skriver Jyllands-Posten.
Efter en intens og meget omtalt direktørjagt ventes Danske Bank mandag endelig at afsløre, hvem der skal overtage posten som ordførende direktør i landets største bank.
Der bekræfter flere kilder med indgående kendskab til Danske Banks direktørjagt overfor avisen.
Alt tyder på, at der bliver tale om en intern løsning, og flere af de eksterne kandidater har således allerede fået besked om, at banken kigger andetsteds i jagten på en ny direktør.
Det sker efter et hektisk og noget mudret forløb, hvor headhunterfirmaet Russel Reynolds i begyndelsen af november officielt fik til opgave at finde en kvalificeret afløser til Peter Straarup, der har været direktør i banken siden 1998.
Flere af bankens investorer, herunder ATP, har gennem længere tid været utilfredse med bankens præstationer og derfor ment, at der var behov for en ændring i bankens øverste ledelse.
Og posten som topchef for Danmarks største bank er stadig attraktiv på trods af drøje hug i bankens omdømme gennem finanskrisen.
En række eksperter vurderede således tidligere på ugen, at stillingen stadig er en af de mest attraktive i dansk erhvervsliv.
- Stillingen som CEO i Danske Bank er så prestigefyld, at den sender kandidaten direkte ind i toppen af det danske samfund.
- Og hvis man klarer sig godt i stillingen og formår at forbedre bankens image, så står man utrolig stærkt om tre år, sagde Christian Kurt Nielsen, adm. direktør i Mercuri Urval, til Berlingske.
Det er selvom en ny topchef i Danske Bank måske vil skæve misundeligt til de andre topchefer i C20-indeksets løn.
Den nuværende topchef, Peter Straarup, har angiveligt en årsløn på ca. ni millioner kroner.
/ritzau/