På trods af generelt større sikkerhed hos internetbutikker, så fik en bruger hos Itbutikken, udleveret personlige oplysninger fra en tidligere kunde.
Alene ved at klikke sig ind på Itbutikken.dk fik en kunde oplyst navn, adresse og mailadresse på en tidligere kunde.
Det skriver ComOn.
Fejlen skete, da en bruger ledte efter en printer på Google. Fra søgemaskinen kom hun direkte ind hos Itbutikken.dk.
Men på den side hun kom ind på hos Itbutikken.dk var alle kontaktoplysninger allerede udfyldt - bare med en anden persons oplysninger.
- Det er ikke et problem, vi har fået rapporteret før, men det er selvfølgelig dybt beklageligt. Jeres oplevelse medfører, at vi gennemfører et review af vores design og vores kode, undskylder siger Frits Jørgensen it-chef hos Itbutikken.dk og Shg.dk til Comon.