Nakskov-firma tvunget til at give op.
Nakskov-virksomheden Højagergård Entreprenør og Maskinudlejning Aps. er gået konkurs.
Firmaet, med adresse på Meltoftevej 3, havde indtil for nylig 10 medarbejdere. Men økonomien har i længere tid været hårdt presset, og nu er virksomheden, der har haft Kim Jensen som direktør, altså helt lukket.
Konkursen er afsagt i Skifteretten i Nykøbing, der har udpeget advokat Flemming Boye, Advodan Maribo, som kurator.
- Konkursen og de økonomiske vanskeligheder i firmaet skyldes primært række to forhold: For det første har firmaet haft en stor udestående fordring hos en kunde, som ikke har kunnet eller villet betale. Dernæst har man været påført ganske store udgifter i forbindelse med nogle fejl på et projekt, forklarer Flemming Boye.
Kurator arbejder i øjeblikket med at klarlægge, hvordan den økonomiske status i boet er nu.