Væksten i Danmark hæmmes af det offentlige, der er 80 milliarder kroner for dyrt, siger topchef fra Nordea.
Den offentlige sektor koster omkring 80 milliarder kroner for meget om året i forhold til, hvad der skal til for at sikre bare en nogenlunde rimelig økonomisk vækst i det danske samfund.
Det mener medlem af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) Vækstforum, Nordeas topchef, Peter Schütze, skriver Børsen.
Peter Schütze opfordrer derfor nu regeringen til at sætte sig et nyt stramt mål for, hvor meget man vil lade den offentlige sektor fylde i Danmarks samlede økonomi.
- Hvis vi skal have en vækst, som er på linje med ikke de nye vækstøkonomier, men bare med landene omkring os - hvilket i sig selv er et ambitiøst mål - er vi nødt til at opstille nogle klare succeskriterier, siger Peter Schütze.
Nordea-chefens opfordring får opbakning fra et andet medlem af Vækstforum, CEO for teknologikoncernen Danfoss, Niels Bjørn Christiansen.
Ordene faldet på et møde fredag i Børsen Executive Club og blot to uger efter, at det sidste af de i alt tre højtstående erhvervsmedlemmer af Vækstforum, topchefen i A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, gav udtryk for, hvordan det faktisk burde være relativt let for de politiske ledere at skære mindst 5-10 procent af de offentlige udgifter.
/ritzau/