Unge øl-elskere har endnu ikke opgivet kampen og fortsætter med undserskift-indsamling på internettet.
En demonstration foran Maribo Bryghus 9. februar tiltrak så få demonstranter, at de uden problemer kunne dele en kasse Maribo-øl, og samtidig få smagt på mere end en enkelt af de discount-øl, som de holder så meget af. Den manglende opbakning får dog ikke de unge til at give op.
Demonstrationen blev planlagt og rygtet spredt via internettet, og denne gang er det også de elektroniske hjælpemidler, der bliver taget i brug. Der er nemlig tale om en underskriftsindsamling, som foregår udelukkende på internettet.
Utilfredsheden kan borgerne udtrykke via internetsiden www.maribobryghus.skrivunder.dk, og foreløbig har flere end 30 skrevet under. Der er både protester fra Lolland, Fyn og fra hovedstaden. Da den sidste produktion på bryghuset er sat i gang er det næppe sandsynligt, at underskriftindsamlingen vil få den store betydning. Tiden for Maribo Bryghus er snart omme.