Castro går som leder efter 50 år

Fidel Castro, der tirsdag meddelte i et budskab til Cubas befolkning, at han har forladt posten som præsident og øverstbefalende for Cuba, var sit lands ubestridte leder i næsten 50 år.

Castro har styret landet, siden han stod i spidsen for den cubanske revolution i 1959.
- Med hvilken glæde vil jeg ikke revolutionere dette samfund fra top til bund, skrev den unge cubanske advokat allerede i 1954 i en fængselscelle.

- Jeg er parat til at vække had hos familie, halvdelen af mine venner, to tredjedele af mine kolleger og firefemtedele af mine studiekammerater for at nå dette mål, skrev han.

Fidel Castro nåede begge disse mål. Han gennemførte revolutionen i Cuba, men stødte samtidig tusindvis af cubanere fra middelklassen fra sig, og hans forventninger i 1950'erne om at se revolutionen sejre i det øvrige Latinamerika blev ikke indfriet.

Altid iført grøn kampuniform. Og næsten konstant med en cigar i munden var Castro kendt som en lidenskabelig taler og som sindbillede på den latinamerikanske revolution. Fidel Castro, eller il Commandante som han blev kaldt i Cuba, har gennem sine mange år som Cubas leder tiltrukket unge revolutionære både ved sin personlighed og sin politik.

Hans høje, kraftige skikkelse er blevet foreviget på tusinder af fotografier, hvor han enten skærer sukkerrør i Cubas marker, holder flammende taler i Havana eller rejser rundt på øen med helikopter eller i limousine for at møde det cubanske folk, hvor han altid har været populær - selv blandt mange af dem, der ikke var tilhængere af kommunismen.

- Jeg er fidelist, ikke kommunist, er en ofte hørt bemærkning i Cuba.

Castro blev født den 13. august 1927 i Mayari Oriente-provinsen i Cuba og døbt Fidel Castro Ruz. Begge hans forældre kom fra gamle godsejerfamilier på øen.

Han er blevet uddannet på jesuitiske skoler og studerede jura og politisk videnskab på universitetet i Havana. Han blev før revolutionen kendt som en sagfører, der forsvarede de fattige, og han gik ind i politik som parlamentskandidat for det cubanske folkeparti.

Da valget blev forhindret af general Batistas militærkup, dannede han en oprørsgruppe, som forsøgte at fremprovokere en folkelig revolte ved at angribe en kaserne. Det mislykkedes, og sammen med sin yngre bror, Raul, blev han fængslet frem til 1955, hvor han slap ud ved en generel politisk amnesti.

Fidel rejste først til New York og senere til Mexico, hvor han samlede eksilcubanere omkring sig. I Mexico mødte han også den senere så berømmede revolutionære Ernesto Che Guvearra. Et forsøg på at gå i land i Cuba sammen med 80 bevæbnede tilhængere blev knust af Batistas styrker, men sammen med sin bror og 10 andre overlevende undslap han og flygtede op i Sierra Maestrabjergenes tætte jungle, hvor de dannede en partisanhær og døbte den "Bevægelsen af den 26. juli" for at mindes de kammerater, som blev dræbt i 1953.

Med hjælp af våben fra tilhængere i USA, Venezuela og Mexico og med støtte fra den undertrykte landbefolkning gennemførte Castro en klassisk partisankrig og folkerevolte, der i januar 1959 endte med, at de skæggede partisaner triumferende kunne indtage Havana, mens den korrupte præsident Batista flygtede ud af landet.

Som 31-årig blev Fidel Castro ministerpræsident og rejste samme år til USA, hvor han over for præsident Eisenhowers udenrigsminister, Christian Herter, erklærede, at han var en overbevist demokrat og modstander af kommunismen. Men i løbet af de næste to år begyndte Fidel - nogle iagttagere siger under indflydelse af sin bror Raul, der var overbevist kommunist - at nationalisere amerikanske firmaer i Cuba og flirte med Sovjetunionen.

Som en af sine sidste embedshandlinger brød Eisenhower i 1961 med Cuba, og det dårlige forhold til USA kulminerede i Kennedyperioden med den mislykkede amerikanskstøttede invasion af eksilcubanere i Svinebugten samme år og raketkrisen i 1962, da Sovjetunionen opstillede atomraketter på øen.

I årene efter bruddet med USA og tilnærmelserne til Sovjetunionen begyndte den amerikanske efterretningstjeneste CIA at planlægge attentater mod Castro. Helt præcist, hvor mange gange CIA forsøgte at tage livet af den farverige diktator, er uvist, men Castro har selv sagt, at "hvis det at undgå attentatforsøg var en olympisk disciplin, ville jeg vinde guld".

I 1960'erne forsøgte Castro og Che at eksportere deres revolution til resten af Latinamerika og dele af Afrika, dog uden held. De to nåede dog, i hvert fald for en kort periode, at blive revolutionære symboler for en hel generation af unge i Vesten. Billedet af Fidel Castro som frihedshelt blegnede med årerne i takt med, at menneskerettighedsorganisationen Amnesty International udsendte rapporter om de tusindvis af politiske fanger i Cuba, og at Castro "udlånte" cubanske soldater og rådgivere til at bekæmpe sovjetfjendtlige partisanbevægelser i Angola og Etiopien.

Til gengæld fik Cuba en massiv økonomisk hjælp fra Sovjetunionen. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 stod Catro og Cuba alene. Væk var den økonomiske støtte fra Sovjetunionen. Men op igennem 1990'erne og frem efter fik Castro nye venner i Latinamerika.

Især blev det olierige Venezuelas præsident, Hugo Chavez, en af Catros tro støtter, og Chavez besøgte ofte Castro i Havana. I juli 2006 gennemgik den aldrende leder en større tarmoperation og viste sig derefter kun sjældent. Samtidigt begyndte der også at gå rygter om, at Castro har kræft.

Om Fidel Castros privatliv ved udenlandske journalister og diplomater kun lidt. Han blev gift med Mirat Diaz Balart i 1948, fik en søn med hende i 1949, som senere blev chef for Cubas atomenergikommission, men blev skilt fra hende i 1955. I 1962 skulle han efter sigende på ny være blevet gift, denne gang med Isabel Coto fra Santiago.

Blandt Castros fortjenester er, at det stort set lykkedes hans regering at få udryddet analfabetismen i Cuba og skabe en vis grad af økonomisk lighed i et land, der før Castro, var plaget af korruption og tvivlsomme forbindelser til den amerikanske mafia. Men i de senere år er kritikken af det stillestående cubanske samfund taget til.
/ritzau/