Vi har modtaget:
Ulla!
Tak for alt, du har givet os. Søren Kierkegaard siger: "Evigt ejes kun det tabte". Det er et tab, at du ikke kan skabe yderligere kunst og ikke kan give os nye budskaber. Men dine ord lever videre i os, og din kunst har vi at se på hver dag.
Tak for alle gode timer, vi har haft hos dig. Hos dig kunne man få luft for alverdens uretfærdigheder, når vi ellers kunne få lov til at afbryde dig. Vi lyttede meget gerne til dine ord. Du var god til at fylde vore sind med ideer om en bedre verden. Du talte de svages og minoriteternes sag. Du tålte ikke undertrykkelse og slet ikke mobning. Som ung var du en kendt tøjdesigner og direktørfrue. I mange år levede du siden i selvvalgt, fattigere kår, men du sagde alligevel: "Rige er ensomme og mobbes".
Du tålte ikke falskhed og bekæmpede i ord skævhederne i vores samfund. Du var også imod miljøforurening. Du var også dyrenes beskytter. Således var du fortørnet over, at en bonde var begyndt at fylde et fristed for fugle op med skrammel, jord og sten. "Så skriv om det i medierne," sagde vi. Nej, lusket var Ulla ikke. "Jeg går over til bonden i morgen" svarede Ulla.
Ulla var ikke kirkesøgende, men hendes tankegang var på linje med synet på kærlighed og tilgivelse i Jesu kernefortællinger: "De sidste skal være de første". Hun kom med vrede udbrud mod kirkens folk og kristne i det hele taget, når de overså dem, Jesu kaldte "disse mine små", de såkaldte fortabte. Hun sagde dog: "Du er en undtagelse, Hans". Det var godt, du havde modet til at tale biskoppen imod, da han tordnede frem med jordens undergang. Du talte de svage, de bange sjæles sag.
Ulla var anderledes end så mange kunstnere. Du malede gerne børn og dyr. Du har som regel den gule farve og solen, det positive, og modsat den koldere blå farve. Du kunne også være meget alvorlig som i din udstilling på arrangementet "Lys over Lolland" med de dystre globale problemer som tema.
Mange tak, at du gav Lolle lov til at bruge et af dine billeder som forsidemotiv, da hun skulle skrive sin bacheloropgave.
Tak for dit levende ord og din kunst siger.
Lolle og Dorrit Leimand og Hans Marxen